Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Søren Kierkegaard ctr. "Corsaren"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ramte Alle iflæng; hans »Enten-Eller« var bleven
varmt hyldet, »Lehmann vil dø og blive glemt, men
Victor Eremita døer aldrig«, havde Bladet profeteret,
og det vil finde en større Nydelse i at spise tørt
Brød og drikke Vand med Hilarius Bogbinder end ved at
drikke Champagne med Hr. Bøotius (»Aftenbladets« Udg.
Boëtius). Saameget mere knusende maatte Virkningen
blive, da pludselig en af de kierkegaardske Pseudonymer,
Frater Taciturnus,i en Artikel i »Fædrelandet« (Decbr.
1845) udbad sig det som en litterair Æresoprejsning at
maatte »komme i Corsaren«. »Det er virkelig haardt for
en stakkels Forfatter at staa saaledes udpeget i dansk
Litteratur, at han (antaget, at vi Pseudonymer ere Een)
er den eneste, som ikke udskjældes der.« Anledningen til
denne Kierkegaards aggressive Frontstilling overfor
»Corsaren« var for dennes Vedkommende ikke fri for at
være noget søgt. Angrebet var nemlig hovedsagelig rettet
mod en Artikel af P.L. MØLLER (»Et Besøg i Sorø«, »Gæa«
1846), der i en feuilletonistisk Tilretning, i hvilken
det ikke er ganske let at skjelne mellem Forfatterens
egne og de hans soranske Hjemmelsmænd tillagte Domme
over Kierkegaards Forfatterskab, gjør dette til
Gjenstand for Undersøgelse. Skjøndt Goldschmidt paa
det mest Uforbeholdne havde forsikret Kierkegaard om
hans Antagelses Urigtighed, fastholdt denne dog
haardnakket sin Mening om P.L. Møllers væsenlige
Indflydelse paa »Corsaren« og identificerer ham ogsaa
i den fameuse Artikel med Bladet, idet han siger:
»hvor Aanden er, der er Kirken, hvor P.L. Møller er,
der er Corsaren«, hvorhos han betegner Slutningen af
den litteraire Feuilleton i »Gæa« som »et af disse
væmmelige Corsar-Angreb paa fredelige, respektable
Mænd, der i hæderlig Ubemærkethed røgte hver sit Kald
i Statens Tjeneste, paa udmærkede Mænd, der ved Meget
have gjort sig fortjente, ved Intet latterlige.«
Efter denne eklatante Krigserklæring havde »Corsaren«
intet andet Valg end skyndsomst at nedrive Altret for
sit Idol og besørge dets satiriske Henrettelse paa
vanlig Vis. Det skete med Vid og en af den
overrumplende Situation affødt Friskhed, baade i
Text og Tegning, og fra dette Tidspunkt stamme de
Gjengivelser af Kierkegaards Person, der - med al
karikaturmæssig Overdrivelse - maaske bedst have
bevaret os hans ydre Billede. Men overfor den
litteraire Glorie, der omstraalede Søren Kierkegaard,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
