Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grundtvig - Oehlenschläger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Flerheden altid vil være den saare ulig, hvad hjælper
os saa hele den glimrende Udmaling paa Papiret af et
tomt Hjernespind! Derimod er det en Kjendsgjerning,
slet ikke glimrende, men urokkelig, at da Kongen hos
os forrige Gang var indskrænket ved en Haandfæstning
og maatte intet Vigtigt foretage sig uden Rigsraadets
Samtykke, da blev Borger og Bonde Adelens Træl,
og Riget kom to Gange paa Randen af sin Undergang;
og det er ligeledes en Kjendsgjerning, vel heller
ikke glimrende, men glædelig, at siden vor Konge
igjen fik Enevoldsmagten, er Borgerstanden bleven
ligesaa fri som Adelen, Bondestanden befriet fra sin
værste Trældom og Riget kjendelig i Opkomst. Dette
er Virkeligheder, og naar der nu spørges, hvorved
vi rimeligst kan vente, hvad der endnu fattes i en
saa fri og blomstrende Tilstand, som den paa Jorden,
Ufuldkommenhedens Fædreneland, kan times, enten ved
en delt Regjering eller ved Kongens Enevælde, da
svarer jeg trøstig: naturligvis ved Enevoldsmagten,
der allerede har gjort saameget godt igjen, af hvad
den delte Regjering gjorde galt.«
—
Havde vor poetiske Litteraturs Stormester Adam
Oehlenschläger staaet ene i sin Kunst ved dens
Frembrud i Aarhundredets Begyndelse, saa kunde
»Dannerskjalden« - som han kaldtes i festlige
Kvad og ogsaa selv yndede at nævne sig - nu efter
dets første Trediedels Forløb se sig omgiven af
den Skare Sangere, hvis Værker vi i det Foregaaende
have beskuet, og som vare blevne vakte til poetisk
Bevidsthed af ham, om de end ikke alle havde arbejdet
videre i hans Aand. Men han lagde sig ikke til Hvile
paa Tilfredshedsfølelsen over, at han ogsaa paa denne
Maade havde virket for sit Fædrelands Aandsliv; hans
Haand greb endnu uden Famlen i Strengene, og om end
Tonerne nu kun sjeldnere ejede hans Ungdomsakkorders
henrivende Klang, deres Ildfuldhed og Begejstring,
afløstes dog de mattere Passager lige til hans Død
alt imellem af et Strengespil, der viste ham som den
gamle Mester, der var fortrolig med sit Instrument,
og hvis Sjæl endnu kunde gjennemglødes af Kunstens
hellige Lue.
Vi forlod Oehlenschläger ved Laurbærkroningen i Lund
(S. 203). Aaret efter, 1830, udkom og opførtes Lystspillet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
