Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Goldschmidt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
de faststaaende Kjendsgjerninger opsøger han det
fine Spind af Tanker, Følelser og Stemninger, der
forbinder dem indbyrdes, leder fra den ene til den
anden. Og hvad dette Sammenhæng skal godtgjøre for
ham, er den i dybeste Forstand sædelige Ide om den
ærefrygtindgydende Orden i Tilværelsen, ifølge hvilken
i den aandelige som i den materielle Verden intet
Atom forsvinder eller gaaer tilspilde, men virker til
Tid og Sted efter sit Væsen. Allerede i Goldschmidts
tidligste Arbejder gryer denne Livsanskuelse frem,
og i sin Afhandling om Nemesis (anden Del af »Livs
Erindringer og Resultater«, 1877) har han formet
den som Theori og forsøgt dens videnskabelige
Paavisning som Livslære allerede i den ældste Kultur
(Ægypterne). Forudsætningen for Tilegnelsen af denne
Lære er Troen paa »Guds Tilværelse og Ordenen«, om
end denne Tro paa Gud bliver en anden Slags Tro end
den bibelske: »den har paa Grund af Ens Fødsel og
Opdragelse en Stemning i sig, hvori noget Bibelsk
uundgaaelig og berettiget klinger; men den er tillige
og væsenlig en Erkjendelse, der støtter sig paa
Raisonnement og Videnskab . . . Det er nu sandt, at
den Gud, man ved et saadant Tankegreb eller en saadan
Reflexion faaer Syn paa, kan være vag og upersonlig
nok, ligesaa vag som selve Ordet »Gud« er sproglig
taget. Sandheden er, at man kun ved sin egen indre
Væxt faaer Magt til at give det dets Betydning, og at
man ikke griber Guds Personlighed uden i sin egen
Personligheds Løftelse eller Extase. Alle, der anse
en saadan Extase for unaturlig — medens den turde være
den menneskelige Naturs Kulmination — maa overlegent
trække paa Skuldrene derad«. Med Hensyn til »Ordenen«
hedder det derpaa: »Selv de, der have den mest
orthodoxe Tro paa Gud og Almagten, erkjende dog i
Regelen, at der gives en Orden: at der i Tilværelsen
er noget Lovmæssigt, som til en vis Grad udelukker
Vilkaarlighed. De ville nok bevare Vilkaarligheden som
mulig, men maa dog mer eller mindre klart tænke sig
den som hindret. Om man vil sige, at Ordenen er
Almagtens modus vivendi, en af Almagten selv sat Regel
for dens Færd og Samliv med Verden, eller man vil
bruge andre Formler for dette i sig selv Ufattelige og
Uransagelige, saa er der for vor Bevidsthed en Orden,
i det Astronomiske og Fysiske saavelsom i det Moralske,
en Orden, der er saa skjøn og streng, at selve Fornuften
kan komme i Extase derover . . . Men overfor denne Orden,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
