Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Carl Ploug
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
I Efteraaret 1881 var han fratraadt Redaktionen
efter fyrretyve Aars Arbejde, og et Forsøg paa at
fortsætte uden Ploug, maatte snart opgives. Det
var i Virkeligheden ham, som var »Fædrelandet«, og
»Fædrelandet« var Ploug. De to Forcer, som gjorde
Bladet læst, vare Redakteurens ledende Artikler
og den udmærkede Feuilleton, der i en Aarrække
bragte en Mængde Essays af moderne europæiske, mest
engelske og franske Forfattere. Det øvrige Bladstof
- særlig Dagsnyhederne - og den hele journalistiske
Organisation, som et Dagblad nuomstunder kræver, var
det kun smaat bevendt med, og den gamle Praktiker
M.L. Nathanson, »Berlingskes« Redakteur, havde ikke
saa helt Uret, naar han kaldte »Fædrelandet« et
Ugeblad, som udkom hver Aften. Men ogsaa paa anden
Maade var dette i en Menneskealder ligesaa ansete
som - trods den ringe Udbredelse - indflydelsesrige
Blad en diametral Modsætning til den moderne Presse:
dets Drift tog kun i ringe Grad Hensyn til den
forretningsmæssige Side af Foretagendet. Ligesom
Bladet i Christian den Ottendes otte Regeringsaar
maatte udrede Bøder til et Beløb af ca. 13,000 Kr.,
saaledes forsmaaede det efter Kongens Død den Stilling
som Regeringsblad, det vistnok havde havt let ved
at opnaa. Det bevarede en fuldkommen Uafhængighed og
tog mindst af Alt Hensyn til det Lukrative; har det
nogensinde givet Overskud, har det neppe været store
Summer; et Par Gange maatte Venner træde hjælpende
til, og i Løbet af Halvfjerdserne sygnede det mere
og mere hen.
Men forstummede end Plougs Prosa med »Fædrelandets«
Ophør, saa tav ikke derfor hans Poesi. Endnu i sin
høje Alderdom besang han Danmark »med Bøgeløvet om sit
Haar og Fuglesang paa Tunge«, Kongen, »som Tillid gav
og tog i Bytte«, og i sit Hjems Sonnetkrans flettede
han Aar for Aar sin Blomst:
Kan jeg endnu Sonnettens Sløjfe binde
med sløve Øjne og med stive Fingre,
Skjøndt slappe Strenge aldrig ere klingre
og Tanken famler om for Ord at finde?
Jeg vil jo intet Kampraab lade skingre
og ingen Sejr i Rhytmers Velklang vinde,
men ikkun sige Tak en elsket Kvinde,
der vredes ej, om Versets Fødder slingre.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
