Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Molbech
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og sluttet byggede som »Ambrosius« med dets
let overskuelige, jevnt og klart fremskridende
Handling, og dels var dette Stykkes urokkelige
Folkeyndest en stadig tilbagevendende Udfordring
til Modstanderne, hvis Bebudelser af Idealismens
og Romantikens nærforestaaende Afgang ved Døden
paa det mest Irriterende modbevistes af Stykkets
Livskraft. Da Molbech nu tilmed i »Faraos Ring«
direkte angreb Fritænkeriet og saavel her som i
»Opad« uden Akkord eller Forbehold viste sig som
den forstokkede Idealist, han var, rettede den
organiserede radikale Ungdom med Kraft og ikke uden
Held et Hovedangreb mod disse Arbejder, for saa vidt
muligt at betage ham Lysten til fortsat Modstand
mod de nye Retninger. Med Hensyn til »Faraos Ring«
var der endnu den særlige Anledning, at man havde
en Regning at afgjøre med Molbech paa Grund af hans
Kritik over Bjørnsons »Leonarda«, som senere vil blive
nærmere omtalt; her skal det kun nævnes, at de med
denne Sag forbundne Omstændigheder og hans stigende
Misfornøjelse med Theaterforholdene bevægede Molbech
til i 1881 at tage sin Afsked som Censor. Faa Aar
efter bosatte han sig paa Landet i Nærheden af Lyngby
og førte her et tilbagetrukket Liv, mest sysselsat med
at samle og ordne den senere af L. Schrøder udgivne
Brevvexling »Chr. Molbech og N.F.S. Grundtvig« (1883
havde han selv udgivet »Chr. Molbech og Karen
Margrethe Rahbek«). En fremskridende uhelbredelig
Sygdom tvang ham i Begyndelsen af 1888 til at søge
Hospitalshjælp i Kjøbenhavn, og her døde han den
20. Maj. Faa Uger forinden havde Theatret spillet
hans historiske Drama »Dante«, som Heiberg i sin Tid
havde refuseret; det gjorde kun en sparsom Lykke.
Trods Sygdom og Legemssvækkelse var Molbech i den
sidste Del af sit Liv mere end nogensinde i Besiddelse
af sin ukuelige Tro paa Livets ideale Magter og sin
rene, høje Kunstbegejstring, og det kan med Sandhed
siges, at Intet i hans Ungdoms- og Manddomsdigtning
kan maale sig med hans lyriske Poesi netop fra hans
seneste Levetid. Derfor ere de »Efterladte Digte«,
som E. v. d. Recke udgav i hans Dødsaar, en sjelden
og maaske derfor ikke efter Fortjeneste paaagtet
Aabenbarelse af rig og lødig Poesi. Samlingen bringer
nogle faa ældre Digte, men Hovedindholdet skriver
sig fra Aarene 1881-88 og de vægtigste - tillige i
Tal de fleste - fra hans Livs sidste fem Maaneder.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
