Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Johannes Fibiger - Erik Bøgh
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hans Slægt - den vidtforgrenede, rigt begavede og
originalt udprægede, men ikke lykkelige Fibigerske
Slægt. Særlig sine to bekjendre Kousiner Mathilde
og Ilia omtaler han nærmere. Om den Førstnævnte
(»Clara Raphael«, S. 385-86) fortælles der, hvor
hendes litteraire Forbindelse med J.L. Heiberg
nævnes, at »hun havde et ganske godt Greb paa at
ledsage sine spillende, dristige og, om det behøvedes,
naivt tilslørede Repliker med Øjekast, der indeholdt
eller ialfald kunde tydes som de indeholdt en noget
mere personlig Ild end den litteraire Begejstrings.«
Hun havde erotisk Elektricitet i sit Væsen, og da
hendes Forfatterskab havde gjort hende yderligere
pikant, er det ikke at undres over, at »hvor hun kom
frem, blev hun farlig for Mændene og ubehagelig for
Husmødrene, hvad hun selv ikke havde noget imod, det
gav Livet mere Indhold.« Hendes kortvarige Triumf
efterfulgtes af et forsagende og arbejdsomt Liv;
hun ernærede sig ved Undervisning, Oversætterarbejde
og Syning, indtil hun ved Protektion af Minister
Fenger, til hvem hun havde fattet en sværmerisk
Kjærlighed, da han i sin Overlægetid havde havt
hende under Behandling, blev ansat som Telegrafist,
den første Kvinde, der herhjemme beklædte en saadan
Stilling - et tarveligt, men praktisk Udbytte af
den Emancipationskamp, hun havde rejst. Dybere og
i det Hele taget betydeligere var den ældre Søster
Ilia Fibiger (1817-67). En ulykkelig Kjærlighed
til den smukke og bedaarende Søofficier Osvald
Marstrand, som fandt Døden ved Eckernförde,
kastede sin Skygge over hendes Liv. Under utrolige
Besværligheder og med en ligefrem middelalderlig
Askeses Opofrelser viede hun sin Tilværelse til
Udøvelsen af Kjærlighedsgjerninger, plejede Kolerasyge
og opdrog forladte Smaabørn. Samtidig digtede hun
paa det Flittigste og efterlod sig en stor Pakke
Manuskript, om hvis høje Værd hun var overbevist med
Geniets urokkelige Tyrketro, som dog ikke deltes af
Læseverdenen. Hvad der er offentliggjort (f. Ex. »Tre
Dramer« 1857, »Rettroende Eventyr« 1859, »Synd og
Sorg« 1862), er forlængst glemt.
En polemisk Natur som ERIK BØGH (S. 474-78) kunde
naturligvis ikke holde sig udenfor de Brydekampe,
der fandt Sted i Tiden efter 1870. Sælsomt nok var
det mere paa den politiske end paa den litteraire
Arena, han optraadte. Han udgav i den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
