Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Holger Drachmann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Jeg elsker Dig, Land, for dette dit Hav;
bestandig Du drog mig tilbage,
hvor langt jeg end maatte drage.
Og fejded jeg end, vore Fædre lig,
engang imellem paa dine Kyster,
nuvel, jeg elsked, som Havet, Krig;
der er Stridssang i Bølgernes Røster.
Jeg voved i ærlig Kamp min Krop;
Du gav mig Slaget tilbage,
men det var i Ungdommens Dage; -
jeg tænker, vort Regnskab gaaer op.
Thi har jeg end sagt Dig drøje Ting:
det var i dit eget Sprog.
Og Sprogets bløde, bølgende Klang
har jeg hamret og filet og passet i Sang,
slaaet i Sving og nittet i Ring,
til det toned af Bølgernes Malm.
Endt er nu Kiv og Kvalm.
Jeg kunde vel læspet mig lettere ind
i mangen et følsomt Hjerte
med fagre Ord og med Bønner:
jeg lærte min Sang hos den stærke Vind,
greb Bølgernes Glæder og Smerte; -
jeg elsker mit Land, jeg skriver mig ind
blandt dets gode, dets ægte Sønner.
En mindre personlig Bekjendelses- og Bebudelses-
Karakter have de andre Afsnit af »Sange ved Havet«.
For Modsætningens Skyld bør to Digte særlig
fremhæves, det ene, »Den sidste Parade«, fordi det
netop kun er et Paradenummer med tom Romaneffekt,
det andet, »Ligprædiken« - »jeg hører, at Ole Pihl er
ej mere« - fordi det er saa inderlig ægte i Tonen og
saa vidunderlig virkningsfuldt i al sin stilfærdige
Beherskethed. Intermezzet indeholder det glimrende
Digt »Foraar i de euganeiske Bjerge«, og Afdelingen
Venezia er rig paa skjøn og fin Lyrik - højest staaer
vel Digtet »Jeg hører i Natten den vuggende Lyd af
Venezias Vand« med Strofe-Refrainet »Snehvide,
Snehvide, Du døde!«, en zart Stemningskunst i Lighed
med Digtet om Sakuntala; ikke mindre bedaarende er
det melodiske Rythmefald i »Havestuen«: »Ak, gode
Kjære, sæt Dem hen og syng mig en Sang«. I Epilogens
Slutningsdigt bekjender Digteren, paa et bekymret
Spørgsmaal af den Elskede, sin Tro:
Vær uden Frygt, jeg skriver aldrig under
hvad ny’ Apostlers trætte Hjernespind
har fundet ud som Maal for vore Rejser: -
»En Sten, man kaster i den dybe Flod;
hvad vil en Sten? hvad haaber den, hvad vinder
den ved at være? Plump! og den forsvinder.«
Nej, dybere i Livets Jord jeg bunder,
end til at ruskes op med Trevl og Rod
og kastes hen i Grøften ved et Lune.
Saalænge Hjertet banker, stolt jeg knejser
som Vaabendrager ved det store Hof,
hvor ingen bleg, trangbrystet Filosof
dikterer Love, som min Fod skal lyde.
Er jeg ej god, jeg er dog altfor god
til Drivetømmer hen ad Livets Flod,
som synker eller svømmer ovenpaa
tilfældigt ved et rent paa Maa og Faa.
Lad og ved Magt »Tilfældigheden« staa:
jeg vil nok synke, men først vil jeg flyde.
Bekjendelsen er ligesaa undvigende og omskrivende som
hos Forbilledet Faust, da han skal forklare Gretchen
sin Tro; men den er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
