Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kaalund og Schandorph
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
»Hvor Livet er, er Retten«, har Schandorph sagt i sit
Digt. Denne Paastand vil Kaalund ikke lade gjælde; den
er et Forsvar for enhver Voldsgjerning, Historien kan
melde om - »hvor Livet er, er Retten! hvor tordnedes
det vægtigt ved Sveaborg, Sadowa, ved Dybbøl og Als!«
Kulturens Gang er ingenlunde »et fortsat Sejerstog
stadig op ad Bakke mod Frihed og Lykke«; paa sin
Fremmarsch som under sin Tilbagegang har den krævet
Tusinder af enkelte Existenser til Offre: »Har Du
aldrig selv følt Skoen at trykke? Regn ej med
Mennesker, som de var Tal! Det er »Menneskers dyre
Liv«, det just gjælder!«
Mit Haab om Lysets Sejr er ej mindre end dit.
Om Maalet, jeg troer, er vi enige i Grunden;
- om Midlerne? Nej! Jeg siger det frit:
I sætte Basunerne for ofte til Munden.
Ouverturen selv til Faust kan man høre for tidt!
Ogsaa i æsthetisk Henseende er der Uoverensstemmelse
mellem de to Venner:
Du har Aand, Du har Lune, din Pen kan være fin;
skjemt Du kun dristig, selv til Grænsen af det Grove!
Kraften skal ej stækkes! - For at vinde maa man vove;
men Kunstens Verden, Ven, har og sin Disciplin -
man synder ej med Forsæt mod dens Love!
Hvad jeg fordrer af Dig, er Festivitas blot.
Selv Holberg den hævded, hvor drøjt han end skjemted;
hvor straaler den ej høj bag Aristofanes’ Spot!
- Nu savned jeg den stundom; - det var derfor, jeg klemted
og vendte mig vred mod »det, jeg fandt raat.«
Men større - og størst - er dog Uoverensstemmelsen,
ja Uforligeligheden i det centrale Livssyn, og her
tager Kaalund med frejdig Overbevisning Bladet fra
Munden og bekjender sin Tro:
Du troer »paa Naturens uendelige Kraft«!
- som de gamle Ægyptere troede paa Nilen!
(De tilbad jo ogsaa engang Krokodillen.)
Nej, kjæreste Ven, paa det Kosteskaft
vil jeg ikke ride med! - Jeg gaaer til Kilden!
Aldrig har jeg gjort Naturen til min Gud.
Jeg har drømt, jeg har anet en højere Orden,
- men fattet den? nej! Hver Orm, som paa Jorden
krymped sig i Smerte, mig minded om dens Brud!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
