Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Karl Adolph Gjellerup
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
udkom »Antigonos, en Fortælling fra det andet
Aarhundrede« - »tilegnet Dr. Edv. Brandes af hans
Ven Forfatteren«. Den fjerntliggende Handling er
fortalt med objektiv Tilbageholdenhed - ud fra det
valgte Betragtningspunkt, om hvilket allerede Bogens
Begyndelsesord give Underretning: »Det var i
Kristendommens Ungdoms- og Heltedage. Intolerancens
Religion var bleven modtaget med Intolerance. Den
hedenske Fromhed brød nu og da ud i dyriske Overfald
paa de galilæiske Atheister« o. s. v. Emnet er den
kristne Kirkes Kamp med Grækeraanden og Romervælden
saavelsom de indbyrdes Stridigheder mellem
Menighederne, og Forfatteren lægger megen Belæsthed
for Dagen i Skildringen af Gnosticismen, som Gjellerup
overhovedet er udrustet med saare mange Kundskaber og
kun har den Fejl, at han hyppigt fører Raamaterialet
ind i sine digteriske Arbejder uden at smelte det
organisk ind i Fremstillingen.
Trods deres Mangler vakte disse Skrifter ikke liden
Opsigt paa Grund af deres uforsagte Polemik, og
Gjellerup vandt hurtigt Navn som en af den radikale
Bevægelses talentfuldeste og slagfærdigste unge
Kræfter. Var der endnu nogen Bro til Fortiden at
bryde af, saa foretog han dette Brud eklatant med
Digtsamlingen »Rødtjørn« (i881). Den er tilegnet
Dr. Brandes, og ham gjælder den begejstrede, ja
ligefrem forelskede Hyldest i et af Bogens største
Digte, det firedelte »Ave«, der begynder som Skildring
og ender som Hymne. Digteren sidder paany i det
»forhadte, savnløst forladte« theologiske Auditorium,
hvor han »barnagtig trodsig« havde ridset blasfemiske
Vers med sin Pennekniv i de nylakerede Borde, og paa
Kathedrets stygge Skafot synes han endnu at se »den
beskikkede Profos«, o: Professoren, »beredt til i en
Haandevending at statuere et Exempel, os til Skræk og
Varsel, hvis paa disse Bænke en Yngling af den Sygdom
led: at tænke.« Dog - dette er heldigvis en grim Drøm:
Jeg vaagned; - pludselig hver Mund blev stum;
en Knirken lød; - man rejste sig ved Døren;
og rundtom rejste sig den hele Vrimmel.
Jeg selv stod hurtig op, og næsten førend
Tankeprofossen med sin Ryg saa krum,
som bar han - Atlas lig - en vældig Himmel
af Overtro, var af mit Syn forsvunden,
stod Du deroppe ung og rank og kjæk. -
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
