Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ludvig Holstein
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
spørgende og frittende som et nyfigent Pigebarn, ynder
Gjentagelsen som Udtryk for det Rastløse, er fin og
blød som en ridderlig, men bekymret Beskytter; et let
Strøg af den melankolske Ironi, som Verdenskundskaben
afføder, giver den en egen tiltrækkende Ynde. I det
nysnævnte Digt - »Alfs Veninde« - tegne nogle af
disse Egenskaber sig paa den nydeligste Maade i det
tvangløse Parlando-Foredrag:
Vil I kjende min Veninde, hende, som jeg har kjær?
Hun har store, nerveuse Øjne, hun ligner en Raa, som flygter.
Den spejder til alle Sider og lytter, om Faren er nær -
den er altid bange for Noget og veed ej selv, hvad den frygter.
Hun søger din Sjæl i dit Ansigt og spørger, om Du er god,
om Du er ærlig, om Du kan elske? Hendes egen Sjæl ligger aaben.
Hvis Du vil, kan Du berøre den og saare den, hvis Du har Mod,
og se, hvorledes den bløder, for den ejer ingen Vaaben.
Hun elsker alle smaa Blomster og siger, de har en Sjæl.
De rene Stjerner elsker hun og siger, hun kan fornemme,
at Stjernernes stille Verden kalder paa hendes Sjæl -
og deraf, siger hun, veed jeg, at her har jeg ikke hjemme.
- - - - - -
Hun siger, at vi skal mødes, at hun gjerne vil dø før jeg
og beder Gud derom. Og smiler af hendes Ord jeg,
siger hun, at Gud kan ikke nænne at sige Nej - -
og smiler jeg saa igjen, saa siger hun: det troer jeg!
Men rives jeg fra min Veninde af den ubarmhjertige Død,
da besværger jeg Jer, Venner: Trøst hende i hendes Nød!
Hav Medlidenhed med hende! Vogt paa min stakkels Veninde!
Jeg vil sige Jer disse Tegn, at I skal kjende hende derpaa:
hun har store, nerveuse Øjne, hun ligner en skræmmet Raa,
hun er altid bange og søger efter En, hun ikke han finde.
Med stor Virkning er Forventningens, Tvivlens,
Længslens, Haabets Uro gjengivet i de to Digte
»Efter Tilstaaelsen« I og II, Monologer af ham
og hende, med ømt medfølende Ironi udmundende i
det fælles »lad Skjæbnen nu bestemme«. Af anden
Art er Foraarsbetagethedens Feber i det muntre
Digt »Martssolskin«. Men ogsaa Hvilen i de rolige
Situationer tiltaler Digteren; han skildrer med
Velbehag »Solskin i Stuen«, naar Støvatomerne danne
en Lyskegle,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
