Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nordisk Arkæologi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
for de klassiske Studier. Faa samme Maade opsøgtes
nu de sagnhistorisk mærkelige Punkter i vort eget
Land. »Rejser! Rejser!« lyder det, »er den
kundskabgridske Oldgranskers første og sidste
Raab«. Münter minder om, at »man har gjort Rejser
i Hobetal for at studere og beskrive det Lokale af
Troja«, og tilskyndes heraf til at undersøge det
gamle Lejre (Skand. Litter. Selsk. Skr. 1805);
Finn Magnusen beskrev med ungdommelig Varme sin
Rejse til Jellinge (1821), og Werlauff forfattede
en historisk-antikvarisk Beskrivelse af Samsø
(Antiqv. Ann. 1812). Men Bogstudierne spillede
endnu en større Rolle end Iagttagelsen af selve
Monumenterne, og Werlauff undlod ikke at udgive
sin Beskrivelse, skjøndt han ved Modvind var bleven
forhindret i det paatænkte Besøg paa den sagnrige Ø.
Blandt de talrige Behandlinger af arkæologiske Emner,
som dengang saae Lyset, har Lidet eller Intet havt et
blivende Værd; det er Alt i høj Grad præget af, at man
sysler med Studier, som endnu ere i deres første
Begyndelse. Arkæologien er kun en Bisag for Mænd, hvis
egenlige Virksomhed falder under andre Videnskaber, og
den arkæologiske Undersøgelse danner oftest kun et
Anhang uden organisk Forbindelse med det øvrige Arbejde.
I Werlauffs Fremstilling af »Ravhandelens Historie« og
af »Nordboernes Skik at brænde og begrave deres Døde« er
det arkæologiske Stof indflettet i rent historiske
Skrifter. Vedel-Simonsen, der gjorde sig fortjent af
vore Oldsager baade som Forfatter og som Samler, var
først og fremmest Historiker. I Finn Magnusens »Runamo«
er det den sproglige Undersøgelse, som giver Anledning
til indgaaende at behandle Mindesmærkerne. Undertiden
er Undersøgelsen vel rent arkæologisk; men af det endnu
saa utilstrækkelige Stof kunde der ikke vindes
Resultater af virkeligt Værd, og selv i et rigtigt
anlagt Studium som W.H.F. Abrahamsons »Thors Hammers
Tegn« (Skand. Litter. Selsk. Skr. 1810) maatte Manglerne
dækkes ved grundløse Antagelser. Dette ligesaa meget som
utilstrækkelig Erfaring i Undersøgelsen gjorde, at P.E.
Müllers lærde Skrift om Guldhornene (1804), der kronedes
med Videnskabernes Selskabs Pris, blev fuldstændig
forfejlet. Mangelen af selv den simpleste Inddeling af
Stoffet træder frem overalt og medfører en mærkelig
Sammenblanding af det mest Forskjelligartede, som f. Ex.
i B. Thorlacius’s »Bemærkninger over
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
