Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Studiet af Runeindskrifter - Ludvig Frands Adalbert Wimmer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
skifte Udseende. Rafn læste paa en lignende »fri«
Maade den ulæselige Runeindskrift paa Marmorløven fra
Piræus og Assonet-Stenen fra Nord-Amerika. En anden
Fejl ved Rafns Runetolkning var, at han sjelden selv
havde seet de paagjældende Mindesmærker, men lod sig
nøje med Tegninger, der sendtes ham af Præster og
Skolelærere. - Et negativt Fremskridt med Hensyn til
Runestudiet betegner P.G. Thorsens »De danske
Runemindesmærker« I-II (1864-80), for saa vidt som
de fantastiske Tolkninger fra Finn Magnusens og Rafns
Dage ere opgivne, men iøvrigt lider Værket af saa
store Mangler baade med Hensyn til Beskrivelsen af
Indskrifterne og de sproglige Oplysninger, at det
ikke var synderlig egnet til at føre Studiet videre.
Grundlaget for et frugtbringende Studium af det
ældste nordiske Runesprog blev givet ved de to første
Bind af Englænderen George Stephens’s (1813-95,
Professor i Kjøbenhavn) store Pragtværk »The
oldnorthern runic monuments of Scandinavia and
England« (1866-68; 3. Bind udkom 1884), idet der
her for første Gang offentliggjordes en fuldstændig
Samling af de ældste Runeindskrifter i paalidelige
og kunstnerisk udførte Tegninger. Ved Hjælp af disse
Afbildninger blev den geniale Normand Sophus Bugge
sat i Stand til at fremsætte sin epokegjørende
Læsning af Guldhorns-Indskriften, der fortsattes
med en Række Bidrag til Tolkning af Runeindskrifter,
som have foraarsaget en fuldstændig Omvæltning i det
nordiske Sprogstudium.
Kort efter at Bugges Tydning af Guldhornets Runer var
udkommen, skrev Ludvig Frands Adalbert Wimmer (f. 1839),
nu Professor i de nordiske Sprog, sin Afhandling »De
ældste nordiske Runeindskrifter« i Aarbøger for nord.
Oldk. 1867, indeholdende dels en Kritik af de lidet
rationelle Indskriftlæsninger i Stephens’s store Værk,
dels Tydninger af de vigtigste blandt de ældste
Runemindesmærker; og da saa kort efter Bugges Afhandling
om de samme Indskrifter fremkom, viste det sig, at disse
to fremragende Videnskabsmænd uafhængigt af hinanden
vare komne til samme Resultater baade med Hensyn til
Tydningen af de enkelte Indskrifter og med Hensyn til
Bestemmelsen af Sprogformens Karakter i Forhold til de
senere nordiske og tydske Sprog, undertiden næsten med
samme Ord, et temmelig sikkert Bevis for Rigtigheden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
