Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Den apostoliske Tid - Kirkens Grundlæggelse og den første Menighed - Den første Forfølgelse og Kristendommens Udbredelse i Jødeland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1 2 Den apostoliske Tid.
Medens de krampagtig holder fast ved det Jødiske, saa fordunster det Kristelige mere
og mere, faa Enden paa de engang saa brændende Jødekriftnes Historie bliver den,
at de fplittes ad i flere mere eller mindre fortørrede Sekter, indtil de alle sluges af
Tidens Malstrøm· Den herlige Forjettelfe er dog given dem, at naar ,,Hedningernes
Fylde-· er gaaet ind, da skal ,,det ganske Jsrael frelses.«
Men heller ikke den første Menighed var uden Plet og Rynke. Som ved en-
hver større Vækkelse var ogsaa her Klinte blandt Hveden· Jkke alene Ananias og
hans Hustru Saffira er Bevis herpaa, men Evangelisten Lukas’s korte Beretning, at
»de græskfødte Jøder begyndte at knurre mod Hebræerne, fordi deres Enker blev
overseede ved den daglige Forførgelfe« vidner ogsaa herom Talrige Steder i Bre-
vene vidner ogsaa høilydt om, at baade de jødekristelige og hedningekristelige Menig-
heder i den apostoliske Tid havde sine Skyggesider. Den apostoliske Tids Herlighed
bestod ikke deri, at den kan fremvise ,,rene Menigheder«, men idens rige Kjærlighed
og fremforalt i dens Rigdom paa Aandens overordentlige Naadegaver.
Den første Forfølgelse og Kristendommens Udbredelse i Iodelano
. ja man saa, at flere og flere tog Troen paa Frelseren, kstede Ypperfteprcesten
- Apostlerne i Fængsel· Men Herrens Engel førte dem om Natten ud igjen
« » og sagde: ,,Gaar hen i Templet og taler til Folket Livets Ord.« Da
-—- i de lærte i Templet, blev de bragt for det høie Raad, og Yppersteprceften
sagde: ,,Har vi ikke alvorlig forbudt Eder at lære i dette Navn?« Petrus svarede:
»Man bør adlyde Gud mere end Menneskene.« Da tænkte man paa at lade dem
dræbe Men en Farifæer og Skriftlærd ved Navn Gamaliel stod op i Raadet og
sagde: »Er denne Lære et Værk af Mennesker, faa vil den forgaa; men er den fra
Gud, saa kan J ikke tilintetgjøre den.« Da sluttede de Øvrige sig til ham. Saa
lod de Apostlerne hudstryge, forbød dem at lære i Jesu Navn og slap dem fri. Men
de gik glade bort fra Raadet, fordi de var blevne agtede værdige til at lide for Jesu
Skyld. Derpaa prædikede de hver Dag iTemplet og lærte hist og her i Husene.
Forat Apostlerne ikke skulde hindres i sin Gjerning at forkynde Guds Ord
ved at opvarte ved Bordene og dele ud Gaverne til de Fattige, valgte de syv
Diakoner til at tage sig af de Fattige og tjene i Menigheden De blev indviede af
Apostlerne ved Bøn og Haandspaalæggelse; og Guds Ord fik Magt, og Menig-
heden vokfede, ja selv af Præsterne var der Mange, som antog Troen. Blandt disse
Diakoner lægger vi især Mærke til Stefanus· Han var »suld af Tro og den
Helligaand, af ,,Kraft og Visdom«, og Gud havde givet ham Naade til at gjøre
store Tegn og Undergjerninger blandt Folket. Hans Prædiken vandt Jndgang ikke
alene blandt de lavere Klasser, men ogsaa hos Præsteskabet, og fik en stor Betyd-
ning baade i Kirkens indre og ydre Historie. Som en Mand af græsk Dannelse
havde han et udvidet Blik, og fyldt af ,,Visdoni og den Helligaand« var han trængt
dybere ind i Kristi Ord og hans Riges Væsen, end det hidtil havde været Apost-
lerne muligt. Han var den Første, for hvem det var gaaet op, at Grundlæggelsen
af Kristendommen ved Kristi Død og Opstandelse havde ,,Nedbrydelfen af Templet«
til Følge J sin Forkyndelse og sin Opfatning er han Paulus’s Forløber og er
Talsmand for de samme Grundtanker i Kristendommen som Hedningernes Apostel.
Som denne hævder han Kristendommens Frihed og Selvstændighed og vil, at denne
skal skabe sig Livsformer efter sit eget Væsen uafhængig af Jødedommen. Dette
gjorde Jøderne rasende; han kom i Strid med dem; men de formaaede ikke at mod-
staa den Aand og Visdom, hvormed han talede. Da fremførte man falske Vrdner
mod ham, som sagde, at han havde talt bespottelige Ord mod det hellige Sted og
mod Loven. J en lang Tale vidnede han frimodig om sin Tro og sit Syn paa den
gamle og den nye Pagt. Da fyldtes Raadsherrernes Hjerter med Harme, og de-
skar Tænder mod Stefanus. Da han derpaa, fuld as den Helligaand, løftede Øi-
nene mod Himmelen og sagde: ,,Se, jeg fer Himlene aabne og Menneskens Søn ftaa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
