Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Den apostoliske Tid - De indre Forholde - De kirkelige Embeder i den apostoliske Tid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
De kirkelige Embeder. i 67
De enkelte Menigheder havde ikke en, men flere LEldste inden sin Midte·
(Ap. Gj. 11, 30.). De dannede et Raad (l Tim. 4, 14.), der havde med Menig-
hedens Okonomi at gjøre (Ap. Gj. 11, 30), kanske ogsaa Retspleien (1 Kor. 6, 1 flg.).
Mellem Presbyterne bestod der ikke nogen Rangssorskjel (Tit. 1, 5——7.). Der gjøres
en eneste Hentydning til Forsædet i Forsamlingerne (Rom. 8, 12); men den er alt-
for almindelig til, at man deraf kan slutte, at en af de LEldste bestandig førte For-
sædet i Menighedens Raad. Maaske var dette Tilfældet med den af Presbyterne,
som baade havde Styrelsens Naadegave og Læregaver og derfor »skulde holdes dob-
belt Ære værd«. (1 Tim. 5, 17). Ligesaalidt som det viser sig at have været skarpt
assondrede Grænser mellem Apostlene og deres Medhjælpere i Missionsvirksomheden,
ligesaalidt findes der saadanne Grænser mellem Apostlene og de LEldste J Moder-
nienighedens første Tid udførte Apostlene ogsaa det Arbeide, som senere blev besørget
af Presbyterne; efter at saadanne er indsatte, handler disse og Apostlene iForening
(Ap. Gj. 15, 22); Johannes kalder sig selv en LEldste (2 Joh. 1; 3 Joh. 1) og
Petrus en MedsLEldste Denne Ordning, at de Troendes Forsamling skulde styres af
Presbyterne, er Uden Tvil fremgaaet af den apostoliske Virksomhed (Ap. Gj. l4, 23z
1 Tim. 1, 5) og ikke af Menighedernes Forgodtbefindende Jnden sin Kreds staar
de der aabenbart som aandelige Anførere eller Hovdinger, der havde Ret til at kræve
at blive adlydte (Heb. 13, 17). De var udrustede med en Myndighed, der paa den
ene Side vistnok fristede Jndehaverne af samme til Misbrug (3 Joh. 9——10.), men
paa den anden Side visselig var nødvendig for at holde de apostoliske Menigheder
sammen under de vanskelige Forholde, der dels var en Følge af de indre Tilstande,
dels begrundede i ydre Trængsler. Men deres Myndighed var begrænset ved den
apostoliske Formaning: ,,Vogter Guds Hjord, ikke som de, der vil herske over Herrens
Arv, men som Mønstre for Hjorden«. (1 Pet. 5, 3.).
Det er betydningsfuldt, at de hellige Skrifter fremhæver, baade at Presbyterne
var en Gave til Menighederne af den himmelfarne Jesus Kristus (Efs. 4, 10—11),
og at den Helligaand satte dem som Tilsynsmænd til at vogte Herrens Kirke (Ap.
Gj. 20 28). Derfor formaner Paulus: »Men vi beder Eder, kjære Brødre! at J
skjønner paa dem, som arbeider iblandt Eder og er Eders Forstandere i Herren og
paaminder Eder, og agter dem overmaade høit i Kjærlighed for deres Gjernings
Skyld og nærer fredsommelige indbyrdes«. (1Thes. 5, 12—13). Paa et andet Sted
sætter den samme Apostel de Naadegaver, som ikke var bundne til noget Embede,
aldeles sideordnede med de Gaver til Menighedens Styrelse, der nødvendig maatte
faa en embedsmæsfig Karakter; han siger nemlig: »Men J er Kristi Legeme og Lem-
mer, Enhver især: Gud haver sat iMenigheden først Apostle, for det Andet Proseter,
for det Tredie Lærere; dernæst dem, der gjør kraftige Gjerninger, derefter dem,
som har Gaver til at helbrede, til at hjælpe til at styre (dette er Gaverne til Til-
fynsembedet), til at tale med adskillige Tungemaal« (1 Kor. 12, 27——28.). Saa-
ledes gik Embedets Begreb og Tjenesten med Naadegaver uden Embede, efter Apost-
lenes Vilje, endnu dengang over ihinanden, og det fælles Brodernavn og det almin-
delige Præstedømme stod, uden at skade Embedets Anseelse, endnu i Forgrunden.
Det var imidlertid uundgaaeligt, at Tilsynsembedet efterhaanden maatte øge
Personens Anseelse. Saa længe Apostlene levede, var de Menighedens øverste Ledere.
Naar de ikke selv kunde varetage sin ordnende og styrende Gjerning, benyttede de en
af sine Medarbeidere. Dette er Tilfældet med Timotheus i Efesus og Titus paa
Kretaz men den Myndighed, som disse sik, var imidlertid begrænset baade med Hen-
syn til Sted (1 Tim. 1, 3. Tit. 1, 5) og Tid (1 Tim. 3, 14. 2 Tim. 4, 9· 21.
Tit. 3, 12). De optræder som Missionærer eller Evangelister, (2 Tim. 4, 5; Efs·
4, 11) og har·at lede de unge og uerfarne Menigheders første Skridt. De udrettede,
hvad alle Missionærer bør gjøre, ja hvad de gjør. Over disse unge Samfund øvede
de et Tilsyn, der ikke kunde undværes, men de var ikke mere Biskopper end Apostlene;
de var, som disse, hverken mere eller mindre end Stiftere af Menigheder. Men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
