Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Den apostoliske Tid - De indre Forholde - De kirkelige Embeder i den apostoliske Tid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
72 Den apostoliske Tid.
ingen Kvinder komme uden med Diakonissen.« J Trængselstider paalaa det disse
Kvinder at opsøge og tjene de Brødre og Søstre, som var kastede i Lænker for deres
Troes Skyld, og iroligere Dage havde de at besøge og trøste, pleie og hjælpe Syge,
Sorgfulde og Fattige. Tertullian skriver: ,,Eftersom de kjender det menneskelige
Hjertes mangfoldige Bevægelser og Alt det, hvormed en Kvinde kan prøves, skal de
hjælpe de Andre i Menigheden med Raad og Trøs.« De ydede ogsaa den kirkelige
Brud Tjenester, besørgede Erinder for Biskoppen, rensede Alterklæderne og Præsternes
Dragt og var stundom betroet at gjemme de hellige Bøger-. Det indsees derfor let,
at hele deres samlede Virksomhed er fyldigst og bedst angivet i Herrens Ord: ,,Jeg
var hungrig, og J gav mig at æde; jeg var tørstig, og J gav mig at drikke; jeg var
fremmed, og J tog mig til Eder; jeg var nøgen, og J klædte mig; jeg var syg, og
J besøgte mig; jeg var tiengsel, og J kom til mig« (Matth. 25, 35).
Diakonisserne valgtes blandt alle Samsundsklasser, dog blev der krævet, at
de skulde være ældre Kvinder, der ,,havde Modenhed baade i Alder og Sæder.«
Enker blev især foretrukne Efter Apostlenes Anordninger indviedes de til sin Gjerning
ved Haandspaalæggelse og Bøn i «Presbyteriets, Diakonernes og Diakonissernes
Nærværelse.« Ifølge en anden og senere Beretning blev de Kvinder, som skulde
indvies·, førte hen til Alteret, beklædte med et Slør med nedhængende Ender, og
efter at disse Ord var paabegyndte »den guddommelige Naade, som hjælper de
Svage . . .«, saa gik hun hverken frem eller knælede, men bøiede blot Hovedet,
hvorpaa Biskoppen under Haandspaalæggelse bad følgende Bøn: ,,Evige Gud, vor
Herres Jesu Kristi Fader, du som har skabt Mand og Kvinde, som fyldte Mirjam
og Debora og Hanna og Hulda med Aanden og ikke vægrede dig ved at lade din
enbaarne Søn føde af en Kvinde, du som ogsaa i Tabernaklet og i Templet ind-
satte Vogtersker for dine hellige Døre: se ogsaa nu ned paa denne din Tje"nerinde,
som er bestemt til Diakonisseembedet, og skjænk hende den Helligaand og rens hende
fra al Kjødets og Aandens Besmittelse, saa at hun værdigen maa fuldbringe det
Værk, som er hende overdraget, til Ære og Pris for din Salvede; thi ham og dig
og den Helligaand være Ære og Tilbedelse i al Evighed, Amenl« Derpaa lagde
Biskoppen en stribet Strimmel Toi, der skulde betegne Jesu Aag, om hendes Hals
og Skuldre med de Ord: ,,Velbehageligheds Dragt iføre Herren dig!«
Fremdeles virkede i de apostoliske Menigheder Profeterne (Matth. 23, 24.
Lak. 11, 49. Matth. 10, 31. 23, 34. Ap. Gj. 11, 27. 13, 1. 15, 32)· De
indehavde ikke noget Embede, men var Bærere af den fortsatte Aabenbaring. Det
lader til, at Profetien har begyndt i Jerusalem Stefanus havde baade Profetens
historiske Syn paa Fortiden (Ap. Gj. 7, 1 flg.) og trængte tillige igjennem med sit
profetiske Blik did, hvor Kristus sidder ved Guds høire Haand (Ap. Gj. 7, 55).
Han kaldes imidlertid ikke Profetz dette er derimod Tilfældet med Agabus, der i
43 kom fra Jerusalem til Antiokia (Ap. Gj. 11, 27). Et Par Aar senere omtales
Barnabas, Simon Niger og anius fra Cyrene (Ap. Gj. 13, 1). J 52 optræder
Judas og Silas i Antiokia (Ap. Gj. 15, 32). Fra den Tid udbredte Profetien sig
vistnok til alle kristne Menigheder. Den sees at være kjendt i Rom (Rom. 12, 6),
i Korinth (1 Kor. 12—14 Kap.), Thesalonika (l Thes 5, 20) og Efefus (Ef— 2-
20; 3, 5; 4, 11), ja i Aaret 59 findes der Profeter ,,i hver Stad« (Ap. Gj. 20,
23). De omtales ogsaa i Tyrus (Ap. Gj.«2·l, 4) og Cæsarea, hvor sidstnævnte
Aar ikke alene Agabus, men ogsaa 4 kvindelige Profeter virkede (Ap. Gj. 21, 9).
Sit Høidepunkt naar Profetien næst før Forfølgelsen under Nero i Apostelen Jo-
hannes’s Aabenbaring, den sidste Bog i vor Bibel. Siden synes den at være trængt
tilbage. De sande Profeter dreves af Guds Aand, der aabenbarede dem Guds Riges
Hemmeligheder (Cf. 3, 5. 1 Kor. 14, 30. Ap. Gj. 21, 4 og 10——11. Joh.
Aab. 1, 10; 4, 2 o. f. S.). Efter Paulus’s Ord i 1 Kor. 14, 3 var deres Opgave
i Menighederne at tale til Opbyggelse, Formaning og Trøst Som med alle Pro-
ter skeede dette dog paa en eiendommelige Maade ved eller i Aanden, gjennem-
Billeder og Syner. Naar han taler til Opbyggelse skildrer han sine Aabenbarelser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
