Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Den apostoliske Tid - De indre Forholde - De overordentlige Naadegaver
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
De overordentlige Naadegaver. 75
Evnen til at udlægge Tungemaal var en Fremtoning af Profetiens Naade-
gave (l Kor. 12, 10; 14, 1. 3—5. 22. 24. 29. 31—33. 39—40). Den bestaar
deri, at Aanden paa underfuld Maade udruster ham med Seerblik, saa han kan
skue ind i Fremtiden og forudsige tilkommende Ting. Det er hemmelige Aaben-
barelser, Aanden meddeler Profeten, Ting, som ingen menneskelig Klogskab kan vide.
Saaledes forkynder Agabus Hungersnød over al Jorden (Ap. Gj. 11, 28) samt, at
Paulus i Jerusalem skal lægges i Lænker (Ap. Gj. 21, 10 slg.). Paulus kjender
Hemmeligheden om sit Folks Forhærdelse og Omvendelse ved Dagenes Ende (Rom.
11, 25 flg.) og spaar om de sidste Ting (1 Kor. 15, 51 slg. 23 slg.). Profeterne
iKorinth eiede overnaturligt Kjendskab til det menneskelige Hjertes Hemmeligheder
(1 Kor. 14, 24 slg.). Disse Aabenbaringer forkyndes ibegeistrede Taler, der vælder
frem med en saadan Kraft, at Mennesket neppe kan tie (1 Kor. 14, 32 flg.) og
udøver et overvældende og rystende Indtryk paa Tilhørerne (l Kor. 14, 24). Pro-
feten havde dog fremfor alt Evne til, eftersom Aanden gav ham at tale, at holde
gribende Vækkelses- og Trøstetaler til Forsamlingens Opbyggelse. Som foran berørt
talte Aposteltidens Profet ikke i Henrykkelse, men i fuldt bevidst Tilstand og i et for
alle forstaaeligt Sprog. Prosetien sætter Paulus som den første og ypperste as den
apostoliske Tids mange og store Naadegaver (1 Kor. 14, 1) baade paa Grund af
dens opbyggende og overbevisende Karakter (1 Kor. 14, 12. 24), og fordi Profeterne
næst efter og sammen med Apostlene var de Kilder, gjennem hvilke den guddommelige
Aabenbaring strømmede til Menighederne (Ef· 3, 5). Da det viste sig, at den
ikke altid flød rent, var Menigheden ogsaa skjænket Gaven til at bedømme Aander
(1 Kor. 12, 10). Aposteltiden krævede, at Profeternes Tale skal bedømmes af Pro-
feter (1 Kor. 14, 29), fordi man ikke skal ,,tro enhver Aand,« men prøve dem, ,,om
de er af Gud« (1 Joh. 4, 1). Som Kjendemærke paa den sande Profeti opstilles,
at den skal have den historiske Jesus Kristus som sit Indhold, saaledes, at han be-
kjendes som alles Herre (1 Kor. 12, 3. Joh. 4, 2. Aab. 19, 10). Fremdeles at
den skal ske i Overensstemmelse med Menighedens ,,Tro« efter ,,Guds Ord« (Rom.
12, 6. 1 Pet. 4, 11), og at den kun skal øves af Mænd, der lever et ret kristeligt
Liv: »As deres Frugter, skal J kjende dem« (Matth. 7, 16). Endelig stilles den
Fordring til Prosetien, at den skal bæres af Kjærligheden, uden hvilken Profeten, selv
om han ved alle Hemmeligheder, kun er som ,,en lydende Malm og en klingende
Bjelde (1 Kor. 13, 1—2).
Fra de foran nævnte Naadegaver skiller de bestandig virksomme Læregaver sig
derigjennem, at de ikke beroede paa Øieblikkets Indflydelse De bestod tvertimod i
Færdighed i at undervise i Evangeliets Lære, forhvervet ved længere Øvelse under
Guds Aands Bistand og Oplysning. Disse Naadegaver var to Slags, nemlig
»Visdoms Tale-« (1Kor. 12, 8) og ,,Kundskabs Tale« (1 Kor. 12, 9). Den
første af disse satte Besidderne istand til seierrig at kjæmpe med Modstandere (Ap.
Gj. S, 10; 2 Kor. 10, 4 flg.) samt især at trænge ind i den treenige Guds Væsens
Hemmeligheder (1 Kor. 2, 10. 11; 13, 2). " Den anden ytrede sig i Evne at gjen-
nemtrænge Menneskehjertets Dyb (1 Kor. 14, 24 flg.) og forstaaelig at fremstille,
hvad Mennesket af Naturen er, og hvad det kan blive ved Guds Naade (1 Kor. 2,
6———16; Rom. 3, 4—31). Beslægtede med disse var Styrelsens og Led elsens
Naadegave (1 Kor. 12, 28), der bestod i Evne til at lede Menigheden samt styre
og forvalte dens Anliggender. Fremdeles omtales den stærke Tro (1 Kor. 12, 9),
der ogsaa var en særegen Virkning af Aanden. Den holdt Stand under Forføl-
gelsen og for Retten (Mark. 13, 11) og viste sin Magt i Undere (Ap. Gj. 4, 31;
5, 12; 16, 26; 1 Kor. 12, 9 slg. 13, 2) baade ved Helbredelse af Syge (Ap. Gj.
3, 1 flg.; 5, 15; Matth· 10, 8; Mark. 6, 13; Jak. 5, 14), Opvcekkelse af Døde
(Matth. 10, 8; Ap. Gj. 20, 9 flg.) og Uddrivelse af onde Aander (Matth. 10, 8;
Mark. 3, 15; 6, 13;Luk. 6,-18; 9, l slg.). Det sees dog ogsaa, at de onde Aander
var i Besiddelse af overnaturlige Kræfter og kunde gjøre Undere (Ap. Gj. 16, 17;
19, 15; Jak. 3, 15; Mark. 5, 4; Ap. Gj. 19, 16). Det kunde derfor have sine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
