Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Den apostoliske Tid - De indre Forholde - Gudstjenesten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gudstjenesten 77
og tillige selv et Opbyggelfesmiddel, der gaar gjennem den hele Gudstjeneste· Men
naar Brodersamfundet her omtales blandt de Hovedstykker, som særlig hører tilGuds-
tjenesten, saa er det vistnok ogsaa et betegnende Vidnesbyrd om, at Menighedens
Gudstjeneste og dens kriftelige Liv gik i et med hinanden.
Af Ap. Gj. 2, 48 og 5, 42 sees, at de første Kristne hver Dag var sam-
drægtig i Templet og brød Brødet i Hufene og nød Maalttdet med Fryd og
Hjertens Enfoldighed Heraf fremgaar, at der var en Gudstjeneste i Templet i nær
Tilslutning til den jødiske og en Gudstjeneste i Husene for Menigheden alene. Med
Hensyn til Gudstjenesten i Templet, saa mærkes det tydelig af Ap. Gj., at de kristne
Jøder vedblev en Tid udover at gaa op til Templet, naar Bedetimen kaldte Jøderne
sammen (Ap. Gj. 2, 15; 3, 1; 22, 17); det er ogsaa rimeligt, at de tog Del i
Ofringerne og fulgte de andre Tempelforskrister (Ap. Gj. 18, 21). Hvor længe
denne Sædvane varede vides ikke, men det maa antages, at dette Forhold blev
rystet ved Stefanus’s Optræden og kanfke især ved Apostelmødgts Forhandlinger.
Den gamle Skik fulgtes dog i det Hele lige til Templets Ødelæggelse ja kunde
endog føre jodekristne Menigheder til et saadant aandeligt Tilbagefald under den
gamle Gudstjeneste, som Hebræerbrevet vidner om. Men i sig selv var»dette et
Forhold, som baade var historisk, naturligt og troskyldigt. De første Kriftne var
Jøder, som havde fundet Messias; derfor betragtede de ogsaa Templet som sit hellige
Billeder af Jesus som den gode Hyrde.
Udfkjæringer i Ædelstene·
Sted, saa længe Jødefolkets Historie og Kriftenlivets Udvikling gjorde det muligt for
dem. Et stærkere Præg af den nye Aand fik denne Tempelgudstjeneste dog derved,
at Apostlene ogsaa kom til Templet og forkyndte Jesu Navn. De hørte ikke op
med daglig at lære i Templet og forkynde Evangeliet om Jesus Kristus (Ap. Gj.
5, 42). Jsær i Salomos Buegang (Ap. Gj. 3, 11; 5, 12), hvor Herren ·i sin
Tid havde givet sig tilkjende som den gode Hyrde, der vilde sætte Livet til for sine
Faar og bevare dem til evig Tid (Joh. 10, 23 flg.), lød en stadig Prædiken om
Kriftus fra Apostlenes Mund. Denne var nærmest beregnet paa at bringe Evangeliet
til de Jøders Hjerte og Samvittighed, hvilke endda ikke troede paa Jesus, men blev
ved Siden heraf ogsaa en Opbyggelse for den troende Menighed, som samlede sig
om denne Prædikengudstjeneste. Sammenkomsterne i Templet havde altsaa dels
Karakter af Bønnemøder, dels af Opbyggelsesgudstjenefter, hvis Tyngdepunkt laa
i den opbyggelige Udlæggelse af Skriftordet, saaledes som Filippus, i Overensstem-
melse med Joh. 5, 39, gik frem med Kammertjeneren (Ap. Gj. 8, 32 flg.).
Disse Forsamlinger med særlig evangelisk Prædiken kunde dog neppe være
holdte i den oprindelige Skikkelse længere end, til den første Kristenforfølgelse brød
ud efter Stefanus’s Død; den gjorde Sammenkomsterne umulige eller dog i høi
Grad farlige; men saa snart som noget roligere Tilstande indtraadte, gik Mange af
de Kristne atter op til Templet for at holde Andagt der. Dette fortælles udtrykkelig
om Jakob, Herrens Broder, og selv Paulus forsømte ikke at besøge Templet hver
Gang, han var i Jerusalem (Ap. Gj. 20, 16; 21, 23 flg.; 24, 11), og til det sidste
kunde han længes efter at holde Høitid der (Ap. Gj. 20, 16). Hvorledes Kristne
med større Klarhed over Forholdet mellem den gamle og nye Pagt betragtede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
