Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Den apostoliske Tid - De indre Forholde - Det kristelige Liv og Kirketugten - Vildfarelser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det kristelige Liv og Kirketugten 97
;(1 Tim. 1, 20). Det er altsaa de værste Arter af- Utugt og falsk Lære, der to
Gange under Paulus’s Virketid har sremkaldt Udelukkelse; denne er begge Gange
·iværksat ikke af vedkommende Menigheds Leder, men ved Apostelen selv. For hin
Blodskjænder havde Udstødelsen en velsignet Frugt; Bedrøoelsen efter Gud, der virker
Omvendelse til Salighed, blev vakt i hans Aand, og Apostelen kunde (2 Kor. 5, 5
flg.) glad opfordre Menigheden til at gjenoptage ham i sit Samfund; for Menigheden
blev baade hans Udstødelse og Gjenoptagelse til Velsignelse
Wildfarelser i den apostoliske Tid.
aar Jøden gik over til Kristendommen, tog han med sig mange af de jødisie
Forestillinger. Vi har seet, hvorledes de første kristne Jøder daglig deltog i
Tempeltjenesten, holdt Sabbaten hellig og iagttog Moseloven. Det varede
s —· dog ikke saa længe, før ialfald Flerheden fik en klarere Jndsigt i Kristen-
doinmens evangeliske Aand dels ved Stefanus og Petrus, dels og især ved Paulus.
Det er værd at lægge Mærke til, at der altid bestod et godt Forhold mellem Hed-
ningernes Apostel og Menigheden i Jerusalem. Heraf kan vi slutte, at de fleste
Jødekristne iJerusalem forstod Paulus, ialfald tildels, naar han hævdede Kristendom-
mens Frihed og Selvstændighed overfor Jødedommen· Men der var dog ogsaa
andre, som dette ikke var Tilfældet med. Vi finder, at et Mindretal har været
stærkt hildet i jødiske Forestillinger og med større Strænghed end de andre iagttog
Ceremonilovcm disse holdt Kristendonimen igrunden bare for en renset Jødedom.
Det sees as Ap. Gj., at de nægtede Hedningerne samme Ret til Guds Rige som
de og krævede ialfald, at de skulde lade sig omskjære og holde Moseloven, altsaa
blive Jøder. Denne Tankegang kommer stærkt frem, da Petrus efter en Aabenbaring
af Herren og paa hans Bud havde døbt Hedningen Kornelius og hans hele Hus.
Da forargedes »de af Omskjærelsen« og rettede Anker mod Petrus; de lod sig vistnok
foreløbig stille tilfreds ved hans Fremstilling af Sagen, ja blev endog saa grebne
at de takkede Gud, som ogsaa havde givet Hedningerne Omvendelse til Livet. Men
det varede dog ikke længe. De mest nidkjære maa igjen have skilt sig fra de
øvrige, og da Rygtet om Dannelsen af en stor Hedningemenighed i Antiokia naaede
deres Øre, blussede Nidkjærheden for Loven atter op; nogle drog endog derhen og
søgte at skaffe sine Lærdomme Jndgang (Ap. Gj. 15, 1)· De prædikede for de om-
vendte Hedninger: »J kan ikke blive frelste, naar J ikke lader Eder omskjære
efterMose Lov.« Her træder den jødiske Retning, som kaldes Judaismen, klart frem,
og vi finder, at Tilhængere af denne Lære overalt senere fulgte Paulus i Hælene og
søgte at hindre hans evangeliske Arbeide blandt Jøder og Hedninger. Med Rette
ser Apostelen i deres Lære kun et Tilbagefald til Jødedommen og formaner ind-
trængende sine Menigheder til at bevare ,,Evangeliets Sandheder« uforfalstet overfor
disse Folk (Gal. 2, 5). Vi ser, at de udspeidede den evangeliske Frihed og sneg sig
ind som falske Brødre, der vilde lægge et Aag paa de Omvendtes Nakke. Dette
første Angreb paa den evangeliske Kristendom blev, som bekjendt, kraftig tilbagevist
ved Apostelmødets Beslutninger (Ap. Gj. 15 Kap.), hvori baade Petrus, Paulus og
Jakob, Herrens Broder, deltog. Men disse Lovlærere var dermed ikke udryddede
De dukker snart op »i Galatien med sin Jødedom. Ogsaa her ser vi, at de vilde
overtale«de Kristne til at lade sig omskjære og indbilder dem, at dette er aldeles
nødvendigt til Frelse; heraf fulgte saa tillige Jagttagelsen af de jødiske Forskrifter
For at naa sit Maal angriber de Paulus’s apostoliske Anseelse og gjør gjældende,
a·t han ikke, som de andre Apostle, er kaldet af Kristus selv· Fremdeles mistænke-
ligg1ør de ham for, at han lærte anderledes end de andre Apostle, og endelig lastede
de, at· han ikke gik ens frem i sin Læremaade overalt. Paa alt dette svarer Paulus
udførligt i sit herlige Brev til Galaterne og paaviser tillige, hvorledes de selv var
drevne af LErgjcerrighed og aandelig Herskesyge (Gal. 6 12 slg.; 4, 17). —
Jllustreret Kirkehistorie. 7
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
