Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Kristenforfølgelsernes Tid - Justinus Martyr
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Justinuvs Martyr. 1 23
Justinus blev meget bedrøvet over Vismandens Afslag. »J denne Min Sjæls
Uro,« skriver han, ,,fattede jeg den Beslutning endnu at forsøge det med Platoni-
kerne. Disse Filosofer stod i høi Anseelse, og heldigvis havde en af dem, en
indsigtsfuld Mand, for kort Tid siden nedsat sig i vor By. Jeg modtog daglig
hans Undervisning og gjorde store Fremskridt. Jeg fængsledes meget af Indsigten
i de oversandselige Ting, og Betragtningen af »Jdeerne« gav min Aand Vinger;
inden kort Tid troede jeg at være bleven en Vis, og i min Daarskab haabede jeg
straks at kunne gjennemskue Gud; dette er nemlig Endemaalet for Platons Filosofi.
Fuld af denne Forhaabning besluttede jeg at søge Stilhed i en ensom Egn, fjernt
fra Verdens Larm, hvor jeg aldeles uforstyrret kunde hengive mig til mine Betragt-
ninger. Jeg valgte et Sted, ikke langt fra Havet (maaske i Nærheden af Efesus).
Da jeg nærmede mig dette Sted, gik en høitbedaget Olding med et blidt og ærværdigt
Væsen ved Siden af mig, ikke langt borte. Jeg standsede og betragtede ham nøie
uden at sige noget. Da kom han frem til mig, og en Samtale begyndte mellem os.
,,Kjen.der du mig,« spurgte han. — Jeg benægtede det. —- »Hvorfor ser du da saa
skarpt paa mig?« — »Fordi jeg ikke havde ventet at se noget Menneske her.« —-
,,Men hvorfor er du her?« spurgte han igjen. — »Fordi jeg ønsker at være et
Sted, hvor jeg uforstyrret kan hengive mig til Eftertanke.« — ,,Gjør du Krav paa
at være Filosof,« sagde han, ,,og elsker ikke Virksomhed og Sandhed?« — ,,Hvilken
større Gjerning kan da et Menneske gjøre,« spurgte jeg, »end at bevise, at Fornuften
er Altings Behersker, og gribe den og (ligesom) ridende paa den se ned paa de
Andres Vildfarelser og deres Beskjæftigelser, hvorledes de ikke driver paa noget For-
nuftigt og Gud Velbehageligt. Uden Filosofi og sand Fornuft kan Jngen eie Indsigt.
Derfor maa ethvert Menneske beskjæftige sig med Filosofien og anse den for den største
og kosteligste Gjerning.« — ,,Filososien bevirker altsaa Lyksalighed?« spurgte den
Gamle. — ,,Sikkert,« sagde jeg, ,,og den alene.« — ,,Men hvad er da Filosofi og
hvad er Lyksalighed?« — ,,Filosofi,« svarede jeg, ,,er Kundskab om det, som er
til, og Erkjendelsen af det Sande. Men Lyksaligheden er denne Kundskabs og
Sandheds Belønning.«
Dette førte til en lang Samtale mellem dem om Guds og Sjælens Væsen,
som endte med det Spørgsmaal fra Justinus’s Side, hvorledes han kunde lære at
kjende Sandheden, dersom de gamle Filosofer var saa uvidende om denne, som
Oldingen paaviste. Herpaa svarede den Gamle: »Jeg tror, at du tragter mere
efter, hvorledes du kan blive en lærd Mand, end hvorledes du skal lære at gjøre det
Gode. Men har du Begjæring efter at kjende Gud, saa maa du ikke vende dig til de hedenske
Lærere, men til det gamle Testamentes Profeter, til Kristus og Apostlene. Deres Skrifter
havesendnu og er af stort Værd for den, som søger Kundskab om alle Tings Begyndelse og
Ende-. De brugte ikke silosofiske Beviser i deres Skrifter, da de selv var Vidner om Sand-
heden, som gjorde alle Beviser overflødige De lovpriste Skaberen, Gud og alle
Tings Fader, og bebudede hans Søn, den Salvede, som han har sendt os. Bed
derfor fremforalt om, at Lysets Porte maa blive aabnede for dig; thi disse Ting
kan ikke fattes og forstaaes af Alle, men kun af den, hvem Gud og Kristusxskjænker
Visdom.« Justinus fortsætter: ,,Efterat have sagt dette og endnu meget Andet gik
han bort, og jeg har ikke seet ham siden, men hos mig tændtes straks en Jld i
Sjælen, og Kjærlighed til Profeterne og Kristi Venner greb mig, og da jeg over-
veiede hans Ord, fandt jeg, at han havde vist mig Veien til den eneste tilforladelige
og nyttige Visdom.«
Saaledes fortæller han selv om sin Omvendelse, som man antager foregik
13·0—35 efter Kristus. Man har gjættet, at hans gamle Veileder var den ærværdige
Biskop Polykarp i Smyrna. Maaske var han dog en anden, moden og kundskabsrig
Krist·en. Justinus’s Overgang til Kristendommen var sogsaa forberedt paa anden Maade-
J sit»andet Forsvarsskrift siger han: ,,Da jeg glædede mig ved Platons Lære,
hørte jeg jevnlig de Kristne bagvaskes, men da jeg saa dem uden Frygt for Døden
og for alt Andet, som ansaaes for skrækkeligt, forstod jeg, at det var umuligt, at de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
