Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Kristenforfølgelsernes Tid - Forfølgelsen under Diokletian
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Forsolgelsen under Diokletian. 167
Døden, blandt andre Marcellinus i Rom og Peter af Alexandrien. Felix,
Biskop i Tabura i Asrika, modstod alle Befalinger til at udlevere den hellige
Skrift. »Se her mit Legeme,« sagde han; »J kan brænde mig; men jeg udleverer
ikke den Bog, hvor min Frelsers Ord og Gjerninger er fortalte.« Hvad Eusebius,
der boede i Cæsarea, beretter herom, viser, hvor blodig denne Forfølgelse var, da
der ikke er nogen Grund til at tro, at Palæstina blev behandlet værre end nogen
anden Provins. Menighederne i Jtalien var udsatte for store Lidelser. Alene
Gallien blev skaanet paa Grund af den maadeholdne og overbærende Aand, der
besjælede Constantius Chlorus. Allerede troede Forfølgerne, at det var ude
med Kriftendommen, men man triumferede fortidlig. Efterat Keiserne Diokletian
og Maximian i Mai 305 frivillig havde trukket sig tilbage, kom to andre i deres
Sted, Maximinus i Syrien og 2Egypten, Severus i Afrika og Jtalien,
hvilke to Keisere herskedeiFælleskab med Galerius og Constantius Chlorus;
denne sidste blev snart efterfulgt af sin Søn, Constantin den Store. En kort
Tid havde Keiserriget seks Herskere, da den gamle Maximian, der ikke i samme
Grad som Diokletian yndede Havedyrkningen, sammen med sin Søn Maxentius
havde været heldig nok til at bemægtige sig Rom. Severus blev overvunden og
dræbt og efterfulgt af Licinius·
Under de blodige Kampe, der blev fremkaldte ved disse ærgjærrige Medbeilere,
havde de Kristne nogen Ro. Efterat de en kort Tid var blevne overordentlig gru-
somt forfulgte af den med Galerius forbundne Maximian, fik de snart Fred
i hele Østen· Deres mest forbitrede Fiende, Galerius, der led af den samme
frygtelige Sygdom, som ramte Herodes Agrippa, vendte sig endelig til Gali-
læernes Gud, da han var fortvilet over at have mistet Jtalien i Striden med
Maxentius, og alle hans Hjælpekilder var udtømte. — Galeriuss Forordning
til Bedste for de Kristne er en af Historiens mest overraskende Begivenheder. Han
erklærer deri, at han forgjæves havde prøvet at føre de Kristne tilbage til den ro-
merske Statsreligion, og at man kunde befrygte, at flere as dem vilde opgive sin
egen Gudsdyrkelse uden at slutte sig til en anden. Som en Følge deraf vilde Keiseren
i sin Mildhed indrømme dem Ret til at komme sammen; han anmodede dem blot
om at bede til sin egen Gud for hans Helbred.
Men Uroligheden vedvarede. Eonstantinus den Store blev efter en
Seier over Maxentius i 312 Hersker over hele Vesterland, medens Licinius,
som snart blev formælet med Eonstantinus’s Søster, regjerede over det euro-
pceiske Østerland og blot endnu havde Maximinus i Asien mod sig. Derpaa
udstedte Overkeiserne Eonstantinus og Licinius i 313 en Forordning, der ind-
førte almindelig Religionsfrihed· Den gav fuld Frihed til at træde over til Kristen-
dommen; Menighederne fik igjen sine Kirker og de enkelte Kristne den Eiendom, som
tidligere var tagen fra dem-
Resultaterne af Kristenforfolgelserne var et ganske andet, end man fra hedensk
Hold havde ventet. Forfølgelsernes Tider havde bragt Kirken Velsignelser. Forføl-
gelserne bidrog til Kristendommens Udbredelse. Taalmodighedens Magt er en Stor-
magt. Martyrernes Blod er Kirkens Sæd. De fremkaldte og befordrede derhos det
videnskabelige Forsvar for Kristendommen overfor den hedenske Stat. Forfølgelserne
rensede fremdeles Kirken for urene Elementer, befæstede Biskoperne i Troskaben mod
sine Menigheder og i Omsorgen for Kirkens Enhed, samt Menighedslemmernei
Troskaben og Kjærligheden mod hverandre, især til de Forfulgte, og i Lydighed mod
sine aandelige Førere. Endelig befæstede Forfølgelserne Hjerterne i Troen, i Kjær-
ligheden og Haabet i Overensstemmelse med Apostelens Formaning: »Værer glade i
Haabet, taalmodige i Trængselen, varagtige i Bønnen1« (Rom. 12, 12).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
