Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Kristenforfølgelsernes Tid - De indre Forholde - De kirkelige Embeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
De kirkelige Embeder. 173
De tiirleelige Embeder
om allerede omtalt styredes Menighederne i den apostoliske Tid af de
» x Ældstes Raad; Naadegaverne havde frit Spillerum, og de Kristnes almindelige
I s Prestedvmme øvedes i stor Udstrækning uden nogen Indskrænkning De
I Q«c4 Troendes Forsamling var en Menighedskirke med Kristus som sit usynlige Ho-
ved og Herre. Men allerede i Apostelen Paulus’s Tid og henimod Slutningen af hans
Virksomhed sikMenighederne en fastere Ordning, og maaske blev det allerede da Skik, at
den af Presbyterne, som udmerkede sig fremfor de andre ved Læregaver og Styrelsens
Naadegave« fik mest at sige blandt dem og blev deres Formand. Saa kom en
Mængde Vranglcerere myldrende frem overalt og truede de unge Menigheder ikke
alene udenfra, men inden deres egen Midte. Dette førte med sig, at Formanden i
de Ældstes Raad fik mere Magt for at hindre Kjætteriet og fremme Menighedens
Vekst i Tro, Haab og Kjærlighed Den Stilling, Jakob, Herrens Broder-, havde i
de Troendes Forsamling i Jerusalem, blev et Forbillede for andre Menigheders
Hyrder, uden at den frie Udøvelse af Menighedslemmernes Naadegaver blev hindret,
naar den blot skede til Brødrenes Opbyggelse, saaledes som Paulus i Korinthier-
brevet kræver. Et gammelt Sagn vil ogsaa vide, at Apostelen Johannes før sin
Bortgang indsatte Biskoper i hver Menighed. Det er muligt, at dette var Tilfælde
iLi"lleasien, men i Rom og Korinth var der efter Clemens Romanus
ingen Forskjel mellem Presbyterne ved Slutningen af det første Aarhundrede; ingen
af dem, lader det til, var udrustet med nogen større Myndighed, der tydede paa en
Biskops Stilling.
Men hos Jgnatius ved Begyndelsen af det andet Aarhundrede træder Tan-
ken om Bispeembedet frem med stor Styrke (se foran Side 108). Han skildrer Bi-
skopen som Kristi Stedfortræder og kræver, at alle skal vise ham Lydighed. Fra
nu af finder vi en Viskop med særegen Magt og Myndighed fremfor de andre iSpidsen
for hver Menighed. J den fortsatte Kamp mod Vranglaererne og under Kristenfor-
følgelserne i det andet og tredie Aarhundrede vokste og udvidedes Biskopens Magt.
Han er nu Sjælesørgeren, Læreren og Prædikanten fremfor de andre. Vistnok har
endnu en Tid det almindelige Prestedømme sin Gyldighed, men udøves ikke længere
saa frit som før og kun med Biskopens Tilladelse. Montanisterne reiser Indsigelse
mod hans voksende Magt og hævder de enkelte Menighedslemmers frie Ret til aandelig
Virksomhed inden Menigheden, men ved sine Udskeielser og sit Sværmeri tabte de al
Indflydelse, og det almindelige Prestedømme gik tilgriinde, og istedet derfor kom en
Prestestands særlige Prestedømme efter gammeltestamentligt Forbillede. J det fore-
gaaende er allerede omtalt, hvorledes Jrenæus (fe Side 139) og især Cyprian
(Side 160) fremmede Bispevældet ved sine Skrifter. Hvad Kirken vandt i ydre
Ordning og Fasthed, tabte den i Renhed, Kraft og Juderlighedz den begyndte at
blive verdsliggjort. De Troendes Forsamling udviklede sig fra Menighedskirke
til Biskopskirke med Kirkens Enhed som sin ledende Grundtanke, saaledes som
Cyprian udviklede denne i sit bekjendte Skrift; man var allerede langt paavei
henimod Katholicismen. Profeter, Evangelister og Lærere bliver sjeldnere og sjeld-
n·ere·, den frie Lægmandsvirksomhed trænges mere og mere tilbage, ja forbydes
tilslut ganske; istedet derfor bliver al Virksomhed med Ordets Forkyndelse lagti
Hænderne paa Prestestanden med Biskopen i Spidsen.
» Denne blev valgt af sine Medbrødre; før Valget havde Menigheden at udtale
sig om Vedkommendes Liv og øvede altsaa nogen Judflydelsez dog laa i alle Til-
fælder den endelige Afgjørelse i Biskopernes Hænder Efter Valget blev han ind-
viet til sit Embede under Bøn og Haandspaalæggelse. Han havde al Magt og
Myndighed til at forkynde Ordet, forvalte Sakramenterne, indvie de Geistlige, kon-
firmere de Døbte og meddele Absolution samt forvalte Menighedens Kasse. Ved
Siden as Bifkopen var der i hver Menighed i Regelen 12 Presbytere og 7
Diakoner. De førstnævnte var Vifkopens Medhjælpere, havde sin Myndighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
