- Project Runeberg -  Illustreret Kirkehistorie /
207

(1891-1895) [MARC] Author: Hallvard Gunleikson Heggtveit With: Anton Christian Bang
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Rigskirken - Kirkemødet i Nicæa Aar 325

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Kirkemodet i Niccea Aar 325. 207

Snes Biskoper samlede sig om Arius, der ogsaa mødte og ved Foredrag og Sange
søgte at vinde Tilhængere Keiseren ankom endelig den 4de eller 5te Juli, og den
høitidelige Aabning blev sat til den følgende Dag. Mødet blev maaske holdt paa
Slottet. Aabningsdagen sad man tause og forventningsfulde i Salen. Endelig kom
Rigets høieste Embedsmand og tilsidst Keiseren, straalende af Purpur, Guld og Ædel-
stene. Forsamlingen reiste sig, han hilste og satte sig derefter paa en lav, forgyldt
Thronstol Den smidige Eusebius af Cæsarea holdt formodentlig Indgang-s-
bønnen, hvorefter Konstantin paa Latin formanede sine Venner til Evighed Talen
blev v·ed en Tolk oversat paa det græske Sprog. Derefter begyndte Forhandlingen.

Ordet blev først givet til Arius og hans Venner. Her, under Paavirkning
af den Stolthed, som han følte ved den store Rolle, han spillede i den sorsamlede
Kriftenheds Øine, tilsidesatte han, som det synes, ethvert Klogskabshensyn. Han ud-
viklede straks sin Anskuelse i dens hele Skarphed. Han paastod, at Ordet hverken
var evigt som Faderen, eller af samme Natur og Væsen, at Ordet ikke var Gud
men alene delagtig i Guddommen paa samme Maade som Skriften udsiger, at dette
er Tilfælde med alle Mennesker Han tilføiede, at i Begyndelsen var Faderen ene,
og at han havde frembragt Sønnen af intet ved en Viljeshandling; endelig sluttede
han med den Erklcering, at Faderen var usynlig og ufattelig selv for Sønnen; thi
hvad der har en Begyndelse kan ikke fatte det, som er fra Evighed. Han var ikke
» engang vis paa, om Sønnen kunde tilfulde begribe sit eget Væsen Da han havde

endt sin Udvikling, blev han mødt med levende og lydelig Harme. Der dannede
sig tre Flokke. Den ene var ledet af Arius og Eusebius af Nikomedien og
tællede omkring 20, den anden var styret af Alexander og Athanasius, der
ivrig sorsvarede Kristi sande Guddom, medens den tredie og talrigste med den ver-
denskloge Biskop Eusebius af Cæsareai Spidsen vilde gaa en Middelvei og
mægle mellem de nævnte to skarpt modstridende Parter. Sidstnævnte Biskop søgte
at mildne Kjætterhøodingen Arius’s stærke Ord og i svævende og forsigtige Udtryk
at forme en Bekjendelse, der kunde vinde Tilslutning· Hans Mieglingsforslag holdt
paa at vinde almindeligt Bifald; selv Keiseren syntes godt derom.

Da reiste Alexandrinerne sig og sorsvarede Kristi Væsenlighed med Faderen.
Athanasius’s Talegaver og greie Udlægning gjorde Udslaget. ,,Han er,« skriver
Dr. Bang, ,,uden al Sammenligning Aarhundredets mest fremragende Skikkelse,
enten man tager Hensyn til Viljens Energi eller Tankens Skarvhed. Man ved
ikke, hvad man mest skal beundre hos denne lille Mand med det uanseelige Udvortes:
hans urokkelige Troskab mod Sandheden, hans Mod, der aldrig kjender Frygt, hans
overlegne Herskerevne, hans glødende Veltalenhed, hans sønderlemmende Dialektik,
hans skjønne, formfuldendte Fremstilling.« Til Eusebius’s Forslag gjorde han
følgende Tilføielse: »sand Gud as sand Gud,« »født,« ikke ,,skabt,« »af samme Væ-
sen som Faderen.« Jngen af Modstanderne kunde gjendrive hans Grunde; han fik
Keiseren og det store Flertal paa sin Sive. Da Keiseren truede med Landsforvis-
ning, ·tvangvhan 18 af de 20 arianske Biskoper til at underskrive Bekjendelsen· To
ægyptiske Biskoper og Arius nægtede og rammedes derfor as Mødets Dom og
maatte vandre i Landflygtighed. Saaledes begyndte man allerede at kjæmpe med
kjadelige Vaaben for Sandheden, idet man brugte Tvang og Straf overfor de gjen-
stridige Kjærtere istedenfor Ordets egen overbevisende Kraft.

Den Bekjendelse, man da enedes om, lyder saaledes: »Vi tror paa en Gud,
den almægtige Fader,- alt det Synliges og Usynliges Skaber. —— Og paa en Herre,
Jesus Kristus, Guds Søn, født af Faderen, som den Enbaarne, det er af Faderens
Væsen, .Gud af Gud, Lys af Lys, sand Gud af sand Gud, født, ikke skabt, af
samme Væsen med Faderen; ved hvem Alt er skabt, baade det i Himlen og paa
Jorden; som for os Mennesker og til vor Frelse nedsteg og blev Kjød og blev
Menneske; som led og opstod paa den tredie Dag og opfor til Himmels og skal
komme igjen for at dømme Levende og Døde — Og paa den Helligaand. — Men
dem, som siger, at der gaves en Tid, da Guds Søn ikke var, og at han ikke var

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:54:42 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ilkirhis/0221.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free