Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Rigskirken - Biskop Ambrosius i Mailand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Biskop Ambrosius i Mailaud. 229
og Læsning i den hellige Skrift. Til aandelig Hvile og Opløftelse sang man ogsaa
flere af Ambrosius’s herlige Hymner til Treenighedens Pris. Denne Vexelsang
mellem Presterne og Lægfolket ved Nat og Dag gjorde et saa vældigt Indtryk, at selv
mange af Soldaterne udenfor Kirken blev grebne og stemte uvilkaarlig i med den be-
trcengte Menighed. Den gamle Monika og hendes berømte Søn var ogsaa tilstede i
Kirken i denne alvorlige, vækkende Tid. Augustin skrev senere med Tanken paa
disse Dage: »Hvor mægtig bevægedes jeg ikke ved din Kirkes brusende Toner,
o min Gud . . . Dine Røster flød ind i mine Øren, og Sandheden smeltede mit
Hjerte, og Gudfrygtighedens Følelse vældede frem deraf, og mine Taarer randt, og
jeg var salig derunder-« Mod denne syngende, vaagende og bedende Menighed,
der stod fast som en Mur om den elskede Biskop, kunde Keiserinden ikke staa sig;
hun maatte give efter, og Menigheden fik beholde baade sine Kirker og sin Biskop i
Fred. Et Par Aar efter maatte Justina endog ydmyge sig til at bede Ambro-
sius om at reise som Sendemand til en Oprører for at mægle Fred mellem ham og
hendes Søn, et Hverv, han udførte med ligesaa stor Trofkab som Dygtighed· Hun
vidste, hvad hun kunde vente i en saadan Sag af den store Biskop, og han paa sin
Side viste sig denne Tillid fuldkommen værdig
" Men det var ikke bare overfor Vranglærerne og sine Modstandere, Ambrosius
( kunde optræde med Alvor og Fasthed. Endog sine høitstillede Venner vovede han
at sige Sandheden; han øvede Kirketugt uden Persons Anseelse og viste sig herunder
i det skjønneste Lys. Historien har optegnet et mærkeligt Eksempel herpaa. Keiser
Theodosius den Store, som ved denne Tid var bleven Enehersker i Romerriget,
var paa sin Bis Kirken oprigtig hengiven og en Fiende af al vrang Lære, men
tillige en heftig, hensynsløs, lidenskabelig Natur, grum og vild som en Tiger, naar
han blev vred. Under et Folkeoplob i Byen Tessalonika var Statholderen der
bleven dræbt J sit Raseri gav Keiseren Befaling til, at Byens Borgere skulde
straffes strængt for denne Ugjerning. Dette skeede, idet omkring 7000 Mænd,
Kvinder og Børn paa det grusomste blev myrdede af Keiserens Soldater. Da dette
rygtedes, blev alle grebne af Forfærdelse, men ingen vovede at sige den vrede Keiser
Sandheden; alle ventede spendt paa, hvad Ambrosius vilde gjøre. Da Keiseren
kom til Mailand, sendte Ambrosius ham en Skrivelse fuld af dyb Smerte, men
ogsaa gjennemtrængt af stor Frimodighed J denne overbeviser Biskopen Keiseren
om hans store Synd, opfordrer ham til at gjøre Bod og erklærer ham udelukket fra
Nadveren, hvis han ikke omvender sig. Keiseren troede imidlertid ikke, at Ambro-
sius vovede at gjøre Alvor af Sagen, og gik den følgende Dag til Kirken; men
han blev mødt ved Judgangen af den modige Biskop, som forbød ham at træde ind
i Guds Hus med Hænder, som dryppede af Blod. Roms enevældige Keiser stod
som lynslagen; overbevist og dømt af sin Samvittighed og overvældet af Biskopens
Optræden faldt han tilfode og gjorde Bod. — J 8 Maaneder holdt han sig borte
fra Kirken og Sakramentet, indtil han Julen 390 atter indfandt sig foran Kirken
og bad ydmygt om, at man ikke vilde lukke den Dør for ham, som Gud aabnede
for alle Bodfærdige. Biskopen svarede, at han forlangte, at Keiseren gjorde Bod.
Theodosius var villig og bad ham foreskrive, hvad han vilde, han skulde gjøre
Da foreslog Ambrosius, at Keiseren skulde udgive en Lov, som bød, at ingen
Dødsdom maatte fuldbyrdes før 30 Dage efter dens Afsigelse· Paa den Bis vilde
han hindre, at Keiseren foretog fkjaebnesvangre Skridt i Vrede. Theodosius gik
ind herpaa, tog af sig sit prægtige Skrud og traadte ind i Kirken. Her kastede han
sig ned paa Kirkegulvet og sagde med David: ,,Min Sjæl ligger i Støvet;
vederkvceg mig, Herre, efter dit Ord.« Saa bad han med Suk og Taarer
Menigheden om Tilgivelse for sin Synd og reiste sig, som den, der havde fundet
Naade hos Gud.
J al sin Storhed ved denne Leilighed holder dog Ambrosius saa stærkt
paa Kirkens Værdighed, at han minder om Middelalderens Prælater. J sm Kjær-
lighed til den ugifte Stand er han ogsaa katholsk, idet han anser den som noget
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
