Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Rigskirken - Biskop Ulfilas og Kristendommen blandt Goterne - Johannes Chrysostomus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
23 6 Rigskirken.
alt dette bevarede denne sjeldne Mand den sande Ydmyghed. Naar der begjæredes
store Resultater af hans Bønner, pleiede han at sige: »Hvi forlanger J stort as en
af de Smaa-? Jeg anser mig som aldeles uværdig. Gid jeg blot kunde opnaa
Tilgivelse for mine Synder!« Og naar saa Bønhørelsen fulgte paa hans troende
Bøn, var intet ham mere magtpaaliggende end at sørge for, at ikke Æren herfor fra-
toges Gud og lagdes over paa hans Person. ,,Tilskriv dog ikke mine Gjerninger
noget af dette!« udraabte han da. »Saadant sker nu paa mange Steder hos mange
Folkeslag, forat de skal indse, at der gives en Gud, der kan gjøre Undere i Him-
melen og paa Jorden.« Naar man bad ham om legemlige Goder, opfordrede han
sædvanlig de bedende til først og fremft at sørge for deres aandelige Fornødenheder.
Saaledes svarede han en Munk, der bad om hans Bønnehjcelp for sine svage Øine:
»Bed heller om, at dit indre Øie maa blive klarerel« Al denne Verdens Ære var
kun en Byrde for ham, og han rakte ikke en Finger ud derefter. Man tilbød ham
at blive Biskop, men han undslog sig. — Severinus maa have opnaaet en høi
Alder; thi han stod i tredive Aar som en Klippe midt i den frygtelige Folkevandring,
idet han udbredte sin raftløse Virksomhed til alle Sider og udgjød den guddommelige
Kjærlighed og Freds stille Oljedraaber i den rasende Folkeflod. Endelig bankede
ogsaa Døden paa hans udtærede Legemes Hytte. Han formanede Brødrene med
Pauli Ord i Ap. Gj. 20, 32, gav dem Fredskys og nød saa Nadveren. Derefter
begyndte han at synge Salmen 150, som Brødrene, der stod om hans Leie, istemte
med ham, og under Sangen hensov han 9de Januar 482.
Johannes Chrn sostomug·
cenne Mand levede paa de store Lærestridigheders Tid, men vandt sit Ry
, « som Oldkirkens uforfærdede og mest veltalende Prædikant· Han blev sødt af
- js kristeliqe Forældre i den syriske Stad Antiokien Aar 347sz Faderen-
L—l der var en høitftaaende Osficer i den romerske Hær, døde tidlig, men
hans forstandige og fromme Moder Anthusa opdrog ham ved Eksempel og For-
maning til kristelig Gudsfrygt, medens hun tillige sørgede for, at hans ·store
Evner fik den rette Udvikling. Han gik i den berømte Veltalenhedslaerer Libanius’s
Skole. Her udvikledes ret hans ypperlige Talegaver, og en glimrende Løbebane som
Sagfører laa for ham. Herren havde dog andre Tanker. Ved Læsningen af»Guds
Ord fik han Syn for det ene Fornø·dne, og efter en treaarig Daabsundervisning
hos Biskopen i Antiokien blev han døbt Aar 369 eller 370. Saa var han en
Tid Forelæser i Menigheden og førte et strængt, afholdende Liv. Efter Moderens
Død fulgte han sin Tilbøielighed og drog som Eneboer til Libanons Bjerge; her
levede han 5 Aar under strænge Bodsøvelser. Med svækket Helbred vendte han 380
tilbage til sin Fødeby, hvor han det følgende Aar blev viet til Diakon og «i Zss
til Presbyter. Nu udfoldede han som Prædikant og Sjælesørger en stor og indgri-
bende Virksomhed. Da han havde en glødende Kjærlighed til sin Frelser og besad
en henrivende Veltalenhed, strømmede store Skarer af Tilhørere til ham,·og de lyttede
med spændt Opmærksomhed til Ordet af hans Mund. Ved denne c«T·Iid saa Keiser
Theodosius sig nødt til at paalcegge en Skat. Derover blev Folket i ·Anti»okien
saa opbragt, at de ødelagde en Billedstøtte af Keiseren· Da man kom til Besindelse
igjen, frygtede man for Theodosius’s Vrede. Men Chrysoftomus formanede
Folket til Bod og holdt 21 gribende Prædikener »Om Billedstøtterne·« Man
bad i Kirkerne, at Gud vilde bøie Keiserens Hjerte til Barmhjertighed ; da trøstede
den troesstcerke Prest de Bodfærdige og sagde: »Gud ser Eders N·edbøiethed og
vil skaane Eder for videre Ulykke.« Den gamle Biskop Flavian gjorde en Reise
til Konstantinopel for at afvende Keiserens Vrede. Theodosius foreholdt
Vifkopen Borgernes Utaknemmelighed, da han altid havde handlet som en Fader
mod dem. Men den modige Biskop mindede ham om det bekjendte Ord: ,,Der-
som J tilgiver Menneskene deres Skyld, saa skal den himmelske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
