Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Rigskirken - Justinianus den Første og Hedenskabets Undergang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
2 50 Rigskirken
Instinianug den fortie og hedenlkabetg Undergang
Fjennem hele det femte Aarhundrede blev Kampen mod Hedenskabet fortsat;
« .«- det var fredløft, og Ødelæggelsen af dets sidste Levninger i Østen gik
·« , uftanselig for sig. Med Fuldmagt af Keiseren drog Munke rundt for at
— bryde ned de Templer, som hidtil var skaanede i afsides Egne, og føre
Hedningerne ind i Kirken. Vold og Uret blev øvet baade fra de Kristnes og
Hedningernes Side. De sidste klagede: »Vore Templer blev til Grave; hvor
Gudernes Billeder før stod, er nu alt dækket med Ben af Miftædere, som straffedes
og dog nu tilbedes. Det Foragtelige bliver ophøiet, og hvad der før blev høiagtet,
er nu traadt i Støvet." Den, som gav Hedenskabet Dødsstødet, var Justinian
den første (527—565). Han var Søn af en Bonde i Jllyrien, blev opdragen
ved Hoffet i Konstantinopel og af sin Morbroder, der var Keiser, hævet til de
høieste Embeder. Han forstod at forvalte disse saa, at han blev almindelig afholdt.
Det vandt derfor alles Bifald, da han blev Morbroderen Justinus’s Medregent
og ved dennes Død hans Efterfølger paa Thronen (527). De Forhaabninger,
man nærede om ham, gik i mange Stykker i Opfyldelse· Baade i sin personlige
Karakter og i sin Styrelse var han en underlig Blanding af Godt og Ondt. Han
besad ikke ringe Dannelse, var veltalende og tildels ogsaa Digter; en Hymne af
ham synges endnu i den græske Kirke. Derhos var han omgjcengelig og vennescel
samt taalmodig til at høre paa andre og lagde Baand paa sine Lidenskaber. Uagtet
han ikke eiede fremragende Begavelse, dømte han klart om sine Evners Begrænsning
og var overordentlig dygtig til at finde og anvende de rette Mænd til Statstjenesten
Havde han ikke sjelden Mistro til dem, der var mest trofaste mod ham, saa forstod
han ogsaa at tilgive Fornærmelfer.
Hvad han selv manglede i Kraft og Energi fandtes i rigt Maal hos hans
begavede Hustru Theodora, der ved sin Skjønhed og sine fremragende Evner fra
at være en Danserinde, nedsunket i Ufædelighed, havde hævet sig op paa Keiser-
thronen. Hun øvede altid stor Indflydelse paa ham, og holdt hans Mod oppe i
Farens Stund. Uagtet hans Tidsalder var glimrende i mange Henseender for
Romerriget, saa var dette dog fuldt af indre Uro, Strid, Tvedragt og Oprør; han laa
i uafladelig Krig og vandt ofte store Seire ved Hjælp af dygtige Generaler. Da
han jagede efter Ære og Berømmelse, vilde han ikke alene gjælde for en god Lov-
giver og Theolog, men ogsaa for Digter, Musiker og Bygmester. Baade Justinian
og hans Hustru havde stor Interesse for Religionen; men deres Kristendom stak neppe
synderlig dybt. Ved sin Tronbestigelse gav han hele fin private Formue til Kirkerne og
grundede et Kloster i sit eget Hus. Da han var mere andægtig end virkelig from,
gav han sig til at forfølge ikke blot Stjernetydere, Befværgere og Skjørlevnere, men
ogsaa Arianerne i Konstantinopel og Montanisterne i Frygien, muli-
gens ogsaa for at kunne inddrage deres Eiendomme i Statskassen. Under sine
Forfølgelser af de Vilfarende Undgik han dog ikke selv Vildfarelse med Hensyn til
et af de theologiske Stridspunkter.
Medens han ofte var ubestemt og vaklende i sin Optræden overfor de religiøse
og politiske Partier, gjaldt dette dog ikke Hedenskabet, som han med stor Kraft og
Udholdenhed søgte at rykke op med Roden. Høifkolen i Athen var dets sidste
Bolvcerk; den havde under Nyplatonikeren Proklus (f- 485) fteget i Ry en kort
Stund, men saa bød Justinianus i Aaret 529, at den skulde lukkes. Ved Skolen,
var dengang netop syv Filosofer tilbage, ligesom Skyggerne af de gamle syv Vise.
Da de ikke vilde antage Kriftendommen, forlod de det romerske Rige og drog til
Persien, hvor Kongen tog vel mod dem; ved dennes Mellemkomst fik de siden
Lov til at vende tilbage for at leve og do i Stilhed. Hedenskabet holdt sig længst
paa Spartas Bjerge hos de stolte Mainotter, og her forsvandt det først i det
niende Aarhundrede J Vesten stødte Kristendommen paa flere Vanskeligheder,
især fremkaldte ved de kraftige og stridslystne Goter, der tildels var Hedninger.
Tsffd
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
