Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Rigskirken - De indre Forholde - Kirkeforfatning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
258 Rigskirke11.
blev til Gjengjceld kaldt Exarker. Denne Beslutning var af vidtroekkende Betyd-
ning, idet den er Begyndelsen til at indrømme Keiseren Overhøihed over Kirken;
thi Patriarken i Konstantinopel blev hans lydige Redskab; derfor gjorde de ro-
merske Udsendinge i Chalcedon energiske Jndsigelser herimod. For at hædre Kri-
stenhedens Moderkirke gav nysnævnte Møde Biskopen af Jerusalem Navn af
Patriark over Palcestina. Der blev altsaa fem Patriarkstole, nemlig iRom,
Konstantinopel, Alexandrien, Antiokien og Jerusalem Sin Anseelse
skylder disse væsentlig sine store Minder fra Aposteltiden.
Spørgsmaalet om Landbiskoper er saare vanskeligt at afgjøre Det første Skridt
til Udvikling forekommer i Rom, hvor Menigheden allerede tidlig blev saa stor, at
den ikke kunde rummes i en Kirke. Der blev derfor dannet syv Annexer, hvert med
en Presbyter i Spidsen; alle hørte under den store romerske Menighed. Dette
blev Udgangspunktet for Underasdelingerne i Landdistrikterne, der da fik sine Pres-
bytere fra Hovedbyerne. Baade i dette og foregaaende Tidsrum holdt man dog
fast-paa, at disse forskjellige Afdelinger kun udgjorde en Menighed. Derfor var
Presbyterne for disse heller ikke ansatte for Livstid. For at markere i det ydre, at
disse enkelte Dele udgjorde en Enhed, fulgte man altid den Sædvane, at Brødet
og Vinen i Nadveren blev indviet af Biskopen i Hovedkirkerne og derfra blev det
hentet til Annexerne. Landmenighederne kaldtes Parochier· Dette Navn brugtes
oprindelig om de udenfor Jødeland værende Kolonier. Fra denne Forestilling
er Betegnelsen laant. -
Udtrykket den hellige, almindelige Kirke forekommer allerede hos For-
fattere i det andet Aarhundrede og bruges hyppig af dem, som kjæmper mod Vrang-
lærerne. Det gaar mere og mere over i den almindelige Bevidsthed, indtil det i det
femte Aarhundrede ogsaa optages iDaabsbekjendelsen. Da Udtrykket er fremkommet
som Modsætning til afvigende Lære, har man ment, at det oprindelige Ord herfor
burde gjengives med rettroende; thi i dette Udtryk ligger en Bevidsthed om Enhed
i Lære overalt i den kristne Verden. Denne Bevidsthed i Forening med nys an-
tydede Ordning holdt Kirken sammen baade i ydre og indre Henseende; den var
stærk og vældig, men Troens Kraft og Kjærlighedens Varme var ikke paa langt nær
saa stor som i de tidligere Trængselstider; den oprindelige Renhed var begyndt at
tabe sig for den ydre Magt og Glans.
Saaledes var Ordningen; men der gaves dog afsidesliggende Menigheder in-
denfor Riger, hvem det lykkedes at hævde sin Selvstændighed; de Menigheder, som
laa udenfor de romerske Grænser, stod udenfor Rigskirken og bevarede isin Ordning
mere af det tidligere evangeliske Præg
J dette Tidsrum var omtrent de samme Klasser af kirkelige Embedsmcend som
i det foregaaende. Biskoperne valgtes af mindst tre af de andre Menigheders Biskoper
under Medvirkning af vedkommende Menigheds LEldste og Lægfolk, medens dog Bi-
skoperne havde den endelige Afgjørelse; fra 325 af taber baade de Ældstes og Folkets
Medvirkning sig ganske. De Ældste valgtes af Biskopen med Jndsigelsesret fra Fol-
kets Side; Biskopen var dog ikke forpligtet til at tage Hensyn til denne, en Ind-
sigelsesret, som der efter 325 ikke mere er noget Spor af. De Geistlige blev ind-
viede til sit Embede Denne Handling kaldtes Ordination og bestod i, at
Biskopen og Menigheden ved Bøn og Haandspaalæggelse søgte at meddele den, som
skulde indvies, de nødvendige Naadegaver. Saa udførte den Jndviede Embeds-
handlinger. J dette Tidsrum brugtes, foruden Haandspaalæggelse, ogsaa Salvelse,
der var fremgaaet af den Bestræbelse at gjøre Ordinationen saa lig Daaben som
mulig. Den kanoniske Alder blev i Rigskirken 25 Aar for en Diakon, 30 for en
Presbyter. Med Hensyn til Cmbedsdragt brugte Kirkens Tjenere den almindelige
romerske Toga. Efterhaanden opstod en egen Embedsdragt. Paa Konstantin
den Stores Tid brugte Biskopen Dalmatica, der noget nær svarer til vort Messe-
hagel. Presbyterne ombyttede Togaen med den saakaldte Alba, der lignede
den nu brugelige Messeskjorte. Tonsur eller Kronragning var oprindelig et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
