Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Middelalderen - Missionen og Folkekirkerne - Pave Gregor den Store
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
302 Missionen og Folkekirkerne.
og verdslige Forholde inden sine egne Provinser, som han tog sig afog bragte i
Orden. Hans Blik var rettet ud over hele Kristenheden, og hans Maal var ,,at
drage hele den samlede Kirke ind under Roms Overhøihed.« Dette
lykkedes ogsaa for ham i en mærkelig Grad. De arianske Longobarder fik han
for Størstedelen bevæget til at forlade sin arianske Tro og gaa over til den katholske
Kirke; hermed var Roms kirkelige Overhøihed over Norditalien grundfæstet.
Vestgoterne i Spanien, der Aaret, før Gregor blev Biskop, havde forladt sin
arianske Vildfarelse, fulgte han ogsaa med spændt Opmærksomhed traadte i Forbin-
delse med den spanske Kirke og lagde den ind under sit Magtomraade. Det
samme gjælder Englandz did sendte han Missionærer, som vi skal høre om inæste
Stykke, og de omvendte Angelsakser blev stillede i den nærmeste Forbindelse med den
romerske Biskop. Ogsaa de frankiske Konger i Gallien vidste han at vinde;
hans Stedfortræder i dette Land var igrunden den frankiske Kirkes øverste Styrer
og Leder. J Nordafrika knækkedeshan Donatismen, der lige siden Augustins
Dage havde været en Fare for den almindelige Kirke. Han satte igjennem, at alle
donatistiske Biskoper blev afsatte, og at disse Separatister skulde bekjæmpes
og forfølges baade med moralske Midler og verdslig Magt. Sværmeriet blev kuet,
men rigtignok paa en høist uværdig og ukriftelig Maade, og den afrikanske Kirke
blev trukket nærmere ind under Roms Overhøihed.
Da Patriarken af Konstantinopel nogle Aar før Gregors Embedstil-
trædelse havde givet sig Titel af ,,Universalbiskop,« vakte dette en heftig Strid.
Gregor krævede, at han skulde aflægge denne Titel, og da dette ikke skeede, afbrød
han Forbindelsen med Konstantinopel Keiseren forbød imidlertid senere sin
Patriark at kalde sig ,,almindelig Biskop« og erklærede desuden lige ud Ro-
merbispen for at være alle kristne Menigheders Overhoved; Gregor seirede saaledes
ogsaa her. Naar han kaldte sig »Guds Tj ener es Tjener,« ,,saa havde han vistnok
udtalt en ret evangelisk Forstaaelse af det kirkelige Embedes Væsen, men tillige lagt
for Dagen sit Krav paa at staa i Spidsen for Kirken.« (Dr. Bang). Under megen
Nød og Anfægtelse, men ogsaa fuld af Trøst og med Øiet aabent for det evige
Livs Herlighed henlevede han sine sidste Aar, og medens »hans Legeme aldeles
hentørredes og lignede en saftløs Benrad,« straalede hans ,,Væsens himmelske Natur
stedse klarere frem gjennem hans skrøbelige Ydre.« En smertelig Sygdom strakte ham
paa Sygeleiet. En Række Breve, skrevne i hans sidste Leveaar, giver et klart Jndblik
i hans indre Liv; han lægger hele sin indre Sjælekamp, sin aandelige Trængsel og
Nød frem i dem, men de er ogsaa gjennemtrængte af den mest levende Tro paa og
den inderligste Tillid til ham, der er stærk i de Svage, og i Troen paa ham døde
han i Rom Aar 604.
»Gregor,« skriver Dr. Bang, ,,staar paa Grænsen af to Tidsaldre; i ham
assluttes Oldkirken, med ham begynder Midd elalderen. Saa er der da ogsaa hos
ham Træk, der minder om begge disse Perioder. Fra Oldkirken har han arvet det
strænge, moralske Alvor, sin Jver for den rette Tro, sin Omhu for de Fattige og
Vetrængte, sin Kjærlighed til den kirkelige Kunst, sin Sands for Ordningen af
skjønne, gudstjenstlige Ceremonier. Desuagtet er der dog mere af Middelal-
deren ved ham. Han er en saa nidkjær Tilhænger as Klostervæsenet, at han
endog anser dette for en ufeilbarlig Vei til Himmelen. Han er en ivrig Martyr-
tilbeder og saa formorket i sin Tro paa Relikviers Kraft, at han mener, at Brugen
af et Kors, der indeholder en Splint af St. Petri Lænker, kan frigjøre fra alle
Synder. Han indskjærper Helgentilbedelsen, idet han gaar ud fra, at Helgenerne
ved sin store Hellighed har indlagt sig saa megen Fortjeneste hos Gud, at denne
ogsaa kan komme andre tilgode. Han holder vistnok frem Guds Naade og Kristi
Fortjeneste, men formorker og sordunkler denne i ikke ringe Grad ved sin Lære om
de gode Gjerningers Fortjenstlighed og gjør saaledes Menneskets Frelse i Virkelig-
heden afhængig as Gjerninger og ikke af Naade. Og som hans Mangel paa grundig
Videnskabelig Dannelse vidner om, at Middelalderens Mørke allerede er begyndt,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
