Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Middelalderen - Missionen og Folkekirkerne - Alkuin - Det danske Folks Overgang til Kristendommen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det danske Folks Overgang til Kristendommen. 327
vist, at der med ham indtraadte en hel ny Livsanskuelse· Han var aldrig paastaaelig,
men beredt til at erkjende sine Feiltagelser og lade sig belære af andre, uden hvor
han ansaa det for sin Pligt at staa fast, endog imod sin Tids største Helt, paa hvem
han øvede en uberegnelig Indflydelse Uagtet han forlod sit Fædreland for at
plante Kristendoms og Videnskabs Skoler i et andet Land, saa bevarede han dog
gjennem sit hele Liv Kjærligheden til sit Hjem og stod i en stadig Forbindelse med
dets anseede Mænd. Og han aslog de største Hædersposter for i Klosterets Ro at
virke for sit Livs Opgave og ved Aandens Magt at understøtte en Regent, der
vilde befæste sit vidtstrakte Rige paa Evangeliets og Dannelsens Grundvold, og ansaa
en Erobring paa Aandens Omraade for en ikke ringere Geoinst end Jadtagelse af
en Provins.« Ved sine mange Skrifter øvede han en overordentlig Indflydelse baade
paa sin Samtid og gjennem hele Middelalderen, ja den mærkes endog tydelig i den
gammelnorske Opbyggelsesliteratur.
Det danslie Folks Overgang til Krisiendommm
·. Z«·««« nder Vikingetogene fik Nordboerne det første flygtige Kjendskab til Kristen-
sj dommen Dette blev forøget ved hjemførte kristne Krigsfanger. Men paa
I faa Undtagelser nær holdt Vikingerne i Hjemmet fast ved sine Fædres
— - - -—-’ Gudsdyrkelse Der blev tidlig gjort Forsøg paa at skaffe Kristi Lære Ind-
gang blandt de nordiske Folk. Den ældste kjendte Mand, som prædikede Evangelieti
Danmark, nord for Eideren, var »Frisernes Apostel« Willibrord(—s 739). Alkuin
fortæller herom følgende: ,,Da han mærkede, at han her (i Frisland) ikke fik nogen
Fremgang, styrede han sin Kurs til det vildeste af alle Folkesærd, nemlig Danskerne.
Der, fortælles det, regjerede dengang Ungvendus (Yngvin) en Mand, som var
grusommere end et Dyr og haardere end nogen Sten, men efter Guds Bud modtog
han dog Sandhedens Sendebud med Ære Da det imidlertid viste sig, at han var
sorhærdet i sine Sæder og i sit Afguderi og ikke havde noget Haab om et bedre
Liv, saa tog Willibrord tredive af Landets Børn med sig, og skyndte sig tilbage
til Frankerrigets af Gud udvalgte Folk. Paa Veien underviste han disse Børn
og rensede dem i Livets Kilde.« Det er rimeligt, at han opdrog dem til Troesbud
for deres Fædreland, men man har ingen Beretning om, hvilken Virkning dette
havde. Det næste Forsøg, vi kjender til, blev gjort over hundrede Aar senere.
Sakserne var dengang med Sværdet tvungne til Daab og Omvendelse, og fra
deres Land havde nu Missionen et fast Udgangspunkt. Da sendte Karl d en Stores
Søn og Efterfølger Ludvig den Fromme en Missionær til Danmark (822). Det
var Erkebiskop beo af Rheims (s 851). Han var udstyret med pavelig Fuldmagt, og i
denne heder det: »Eftersom vi vide, at der i de nordiske Lande lever nogle Folke-
særd, som endnu ikke har Guds Kundskab, endnu ikke er gjenfødt af Daabens hellige
Bølge, men lever under Dødens Skygger og dyrker mere Skabningen end Skaberen,
har vi anseet det fornødent, med de Troendes Samtykke, at udsende Ebbo af
Rheims til Sandhedens Oplysning i hine Egne. Vi giver ham Fuldmagt til at
prædike Evangeliet offentlig, saa at han allevegne drager Omsorg for Livets Ord og
Frelsens Vei, bekræfter Troens Regel ved en kristelig·Opdragelse og bevidner ved
levende Røst den apostoliske Lærdoms Undervisning uden al djævelsk Vildfarelse-«
Skulde der indløbe nogen Tvil angaaende denne hans Forretning, saa kan han holde
sig til Guds apostoliske og katholske Kirke i Rom.«
Paa denne Tid var der Krig i Danmark mellem Gudfreds Sønner og
deres Frænde Harald. Dette benyttede Ebbo sig af og fik formaaet Harald til
at opsøge Keiseren for at modtage Daaben ogsaa den Hjælp, han attraaede i Kampen
mod sine Medbeilere til Tronen. Harald drog i Aaret 826 med mange Skibe
og et prcegtigt Følge opad Rhinen til Slottet Jngelheim, hvor Keiseren dengang
opholdt sig. Her blev han modtagen paa det prægtigste, lod sig straks derefter døbe i de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
