Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Middelalderen - Missionen og Folkekirkerne - Det danske Folks Overgang til Kristendommen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
330 Missionen og Folkekirkerne.
Saa sørgelig som nu havde Ansgars Stilling aldrig været. Biskopen af
Bremen, der var skinsyg over hans Berømmelse, tog ikke gjestevenlig mod ham, og
Klosteret Turholt blev taget fra ham af Karl den Skaldede, hvem det var til-
faldt ved Rigets Deling. De fleste Geistlige forlod ham, og fra Sverige kom der
triste Efterretninger Biskop Gautbert var fordreven og Kristendommen næsten
udryddet. Men Ansgar tabte ikke Moder, han stolede paa Gud. En from Enke gav
ham en Gaard, hvor der oprettedes et Kloster Ram esloh, der laa nogle Mile fra
Hamburg Her samlede han sine Venner og Hjælpere, og herfra gjorde han Reiser’
gjennem sit Stift for at prædike Evangeliet og styrke de svage. Ludvig den Tyske
(843—876) følte sig ogsaa forpligtet til at sørge for den sordrevne Erkebiskop.
Hertil bød der sig en gunstig Leilighed, da Biskopen af Bremen døde. Han
forenede da Bremen med Hamburg, og Ansgar drog i Aar 850 ind i
førstncevnte By og kunde nu atter forkynde Guds Ord for de hedenske ermanner.
Og der var Udsigt til, at hans Arbeide ikke skulde blive frugtløst. Han kom snarti
et venskabeligt Forhold til KongHaarik den Ældre, Gudfreds Søn, som lærte
at sætte Pris paa hans mandige, sanddrue og gudhengivne Karakter, hans mange
Kundskaber og klare Blik paa de verdslige Forhold i Rigets Styrelse. Kristendom-
mens Forkyndelse lod han nu faa frit Løb, ja tillod endog, at der byggedes en of-
fentlig Kirke indenfor Rigets Grænse, medens man hidtil havde maattet nøies med
Bedehufe og Messealtrel paa de Omvendtes egen Grund. Den første Hovedkirke i
Norden blev opført paa en Holmei Staden Heidaby eller Slesvig (851). Dette
Sted var klogt valgt, da nævnte By dengang var den vigtigste Handelsplads i Riget
med levende Forbindelse mod Syd over Hamburg og mod Vest ad Flodfarvandet til
Vesterhavet. Da trak der atter op Uveirsskyer over Missionen· Haarik fandt
sin Død i en blodig Kamp om Tronen, og den nye Konge, Haarik den Yngre,
lod Kirken i Slesvig lukke, og Missionæren maatte vende hjem igjen til Bisiop
Ansgar. Men Kongen skiftede hurtig Sind og bad Presten komme tilbage, ja
Ansgar fik endog Lov til at bygge en ny Kirke ved Ribe (856), der for sin Egn
havde en ligesaa heldig Beliggenhed som den førncevnte. Herfra søgte nemlig Jyderne
til Vesterlandene, og hertil førtes dengang og langt ned i Tiden saa godt som alle
Varer, der kom fra Udlandet og skuldetil Nørrejylland. Paa en senere Missions-
reise til Sverige i853 byggede han en tredie Hovedkirke paa Bjørkø i Mælaren.
Saalænge Ansgar levede, sørgede han for, at der ikke manglede Troesbud,
og derfor tiltog Kristendommen baade i Danmark og Sverige. Sjelden var vel
nogen saa skikket til Missionær som han. Under vanskelige Omstændigheder formaaede
nemlig Ansgar at vinde endog sine Fienders Hjerter. Han var aldrig forbitret
paa sine Modstandere og krævede af en Prest, at han skulde være rede til at bringe
de største Offere i Herrens Tjeneste, og at han aldrig maatte blive til Byrde for
dem, som han vilde omvende. Han selv gav Missionærerne rigelig Understøttelse af
fit Erkestifts Jndtægter, da han for sin Person kun brugte lidet. For at spæge sit
Legeme og des bedre kue Synden bar han altid en Haarskjorte nærmest Kroppen,
og saalænge han havde Kræfter til at holde det ud, var han saa knap mod sig selv,
at han veiede Brødet og maalte Vandet, som han nød, især naar han kunde faa
Lov til at være alene. Først da han var bleven gammel, tillod han sig for Sund-
hedens Skyld en liden Afvigelse fra denne strænge Afholdenhed.
Men Ansgar var ogsaa hildet i sin Tids Vildfarelser og havde sine Svag-
heder. Han troede paa Skjærsilden og viste en særlig Tilbøielighed til Munkeliv
og Munkeøvelser, samt nærede den dybeste Ærbødighed for Helgenerne og deres Lev-
ninger. Hertil kom, at han ikke var fri for Sværmeri og Lyst til Berømmelse. Han
følte dette selv og kjæmpede alvorlig mod sin Tilbøielighed til Hovmod. —— Den
Tid, han kunde ofre fra sin Missionsvirksomhed, viede han til Omsorg for de Me-
nigheder, som var betroede ham. Men imellem yndede han i Ensomhed at øve sig
i guddommelig Visdom. Til dette Behov havde han ladet bygge en passende Celle,
som han pleiede at kalde »Hvilens Sted« og »Sorgens Ven.« Her opholdt han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
