Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Middelalderen - Den frie Pavekirke - Bernhard af Clairvaux og Cistercienserne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
·404 Den frie Pavekirke.
at gjøre sin egen Retfærdighed gjældende og henviste til Kristi Retfærdighed som
den faste Grund for al Tillid: ,,Kristus kaldes ikke blot retfærdig, men Retfærdig-
heden selv og den retfærdiggjørende Retfærdighed Han er ligesaa mægtig til at
retfærdiggjøre som rig til at tilgive. Den, som derfor sønderknust under sine Synder
hungrer og tørster efter Retfærdighed, kan tro paa ham, som retfærdiggjør de Ugude-
lige, og retfærdiggjort ved Troen alene har han Fred med Gud.« ,,Jngen er uden Synd,
til alRetfærdighed er det mig nok, at han er mig naadig, mod hvem jeg har syndet·
Alt, hvad han har besluttet ikke at tilregne mig, er, som om det slet ikke var der.
Jkke at synde er Guds Retfærdighed, Guds Tilgivelse er Menneskenes Retfærdighed.«
. Bernhard blev spurgt tilraads af Paver, Konger og Keisere og kaldt til Hjælp
i vigtige Anliggender; frimodig sagde han de Mægtige Sandheden og paadrog sig
derved det romerske Hofs Unaade, hvilket dog trængte til ham. Paverne Jnnocents 11
(1130—1143) og Eugen 111 (1145——1153) tog sin Tilflugt til ham, naar de ved
Romernes urolige Sind blev fordrevne; de havde fornemmelig hans Daadskraft og
hans Tales Magt at takke for Seieren over sine Modstandere. To Gange reiste han
til Jtalien og beroligede det rasende Folk. Det Indtryk, han gjorde paa Gemyt-
terne, udrettede store Ting, saa at endog Syge blev helbredede. Bernhard roste
sig ikke af dette, men sagde: ,,Herrens Ord priser ikke dem salige, som opvækker Døde,
giver Blinde Synet tilbage, helbreder Syge, byder over onde Aander, forudsiger det
Tilkommende, men meget mere de aandelig Fattige, de Sagtmodige, dem, som sør-
ger over sin Synd, som hungrer og tørster efter Retfærdighed de Barmhjertige, de
Rene af Hjertet, de Fredsommelige, dem, som lider Forfølgelse for Retfærdigheds
Skyld.« Jmod sin tidligere Discipel Jnnocents optraadte han med næsten apo-
stolisk Frimodighed ,,Forsøg engang-’, siger han, ,,at forene de to Ting, som Her-
sker at ville være Apostelens Efterfølger eller som Apostelens Efterfølger at ville være
Hersker. Det ene eller det andet maa du lade fare. Vil du samtidig begge Dele,
saa mister du dem begge.« Og da hans Lærling Gugen 111 blev Pave, skrev han
til ham: ,,Endskjønt jeg nu aflægger mit Fadernavn overfor dig, saa føler jeg dog
en Faders Kjærlighed, Frygt og Ængstelse. Du har naaet en høi, men ikke en høiere
Lod. Husk, at du er en Efterfølger af ham, som har sagt: ,,Sølv og Guld har jeg
ikke-« Maatte dog ikke Kirken, før jeg dør, kaste sit Garn ud efter Guld og Sølv,
men efter Sjæle·« For at støtte Paven opfordrede han til det andet Korstog;
da hans Ord greb Sindene, følte mange sig drevne til heller at stræbe efter kristelig
Fuldkommenhed i Munkevæsenet end at efterkomme hans nævnte Opfordring; thi
Valfarten mod det himmelske Jerusalem i hellig Betragtning holdt man for noget
høiere end Pilgrimstoget til det jordiske Jerusalem Men Bernhard lod ikke
alle slutte sig til ham paa denne Maade uden Prøvelse Han viste mange tilbage,
idet han skjønte, at de endnu ikke var skikkede for det stille aandelige Liv, men frem-
deles trængte det udadvendte Livs Møie og Kampe for sin sunde Udvikling. J
Egnene ved Rhinen var der optraadt en sværmerisk Munk ved Navn Rudolf, som
havde opfordret Folket til først at vende sine Vaaben mod de vantro Jøder, og Tu-
sinder af dem blev myrdede eller af Frygt drevne til en hykkelsk Daab. De kirkelige
Myndigheder havde ikke Magt til at dæmpe Sværmernes Raseri. Bernhard erklærede
sig i et Brev med hellig Harme mod dette djævelske Uvæsen, ja han ilede selv til
Stedet, og det lykkedes ham at kalde Sværmerne til Lydighed og Besindighed. Mod
Skolastiken gjorde Bernhard gjældende Troens Inderlighed og Enfold. Han
var fjernt fra at foragte Videnskaben; han ansaa den tvertom for en Guds Gave,
der skulde helliges og gjøres nyttig for Kirken. Men han sagde, at Videnskaben
maatte være ydmyg, og at Gudserkjendelsen skulde udgaa fra den rette Selverkjen-
delse. Vistnok lod han sig ogsaa let forlede til Uretfærdighed og Haardhed mod saa-
danne, hos hvem Videnskaben fik for meget at sige. Dette sees under hans Kamp
med Abælard, som stræbte at forene Tro og Viden.
Naar Bernhard efter sine store Reiser i Kirkens Tjeneste vendte tilbage til
sit Kloster, forfattede han de Skrifter eller Salmer, hvormed han virkede saa.
.—·.»(- –· m
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
