Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Middelalderen - Den frie Pavekirke - Om de Kirkelærere, der kaldes Skolastikere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
410 Den frie Pavektrke.
400 Aar (fra 1100—1500)· For bedre at lære dens Grundsætninger at kjende
skal vi omtale nogle af dens mest fremragende og indflydelsesrige Talsmænd.
Blandt de store Kirkelærere Udmærkede sig Anselm af Canterbury. Han
var født 1033 i Aosta i Piemont og blev as sin fromme Moder Grmenberga
i de første Barneaar vist Veien til Frelseren. Men da han efter hendes tidlige
Død lod sig hvirvle om i Verdens Forlystelser, blev en Strid med Faderen Anled-
ningen til, at han forlod sit Fædreland Han gik ind i Klosteret Bec i Norman-
diet, studerede ivrig under Lanfranc (s1089) og blev allerede 1063 Prior.
Som saadan tog han sig as Ungdommen, fordi han ansaa denne Alder for særlig
skikket til at gjøre dybe Jndtryk paa Sindet, men vilde ikke vide af nogen raa
Disciplin; thi han mente, at unge Mennesker maatte ligesom spæde Træer faa vokse
frit, dersom de ikke skulde forkrøbles. Ved Siden af drev han ivrig Sjælesorg og
besøgte daglig Sygehuset. »Han var de friske en Fader og de syge en Moder.« —
Dagene tilbragte han med sine Forretninger, Natten brugte han til at studere for
selv at trænge ind i ,,Troens Forstaaelse« og at fremme denne ved Skrifter. J
1078 blev Anselm Abbed, saa at ogsaa Omsorgen for udvortes Ting tyngede paa
ham; thi Klosteret var fattigt. Men ved hans Anstrængelse kom efterhaanden flere
og flere Gaver ind, saa at det var rigt, da han i 1093 blev Erkebiskop af
Canterbury Som Erkebiskop havde han mange Kampe at bestaa; thi Kong
Vilhelm 11 as England mente: »Kristi Brød er et fedt Brød, og Kronen har
mistet Halvparten af sine Jndtcegter til Kirken, hvorfor skal jeg ikke søge at faa-
dem tilbage?« Anselm vendte sig derfor til Rom, da han var en tro Til-
hænger af Gregor V11’s Kirkepolitik Paa denne Reise blev han længere Tid i
Campanien og fuldendte der sit berømte Hovedværk: »Hvorfor blev Gud
Menneske?« Han søgte i dette videnskabelig at fremstille den kirkelige Lære om
Forsoningen. Paa Grund af Stridighederne blev han endnu længere Tidi
Udlandet, men udsonede sig 1106 med Kong Henrik 1 og vendte saa tilbage til
England. Fra nu af viede han sit Liv til Kirkens indre Reformer og tog sig
særlig af Klostrene, som han vilde fuldkommen skulde fremstille den kristelige Fromhed.
Han var næsten bestandig paa Visitatsreiser og sled sig derfor snart ud; i 1109
hensov han. Anselm er Hovedrepræsentanten for Skolastiken, men han er
tillige hjertelig from. -Hans Troesinderlighed og Sans for det kristelige Liv
mnnder ud i den franske Mystik med Bernhard i Spidsen; alle senere Retninger
er hos ham rigt og kraftig forenede. Hans Grundsætning var: Troen gaar
foran Erkjendelsen Jeg forstaar ikke for at tro, men jeg tror for
at forstaa. Hvis en forstandig Udvikling af Troeslærdommene ikke lykkedes, saa
laa Skylden, mente han, ikke i Kirkelæren, men i den manglende Forstaaelse. J et
af sine Skrifter har han fremstillet det saakaldte ontologiske Bevis for Guds
Tilværelse i Form af en Bøn. Han søger her ud fra Gudsbegrebet at bevise
Guds Tilværelse: »Vi forestiller os Gud som det allersuldkomneste Væsen; men til
den største Fuldkommenhed hører, at han ikke blot er til i vor Tanke, men ogsaa
i Virkeligheden.« — Læren om Forsoningen eller Kristi stedf ortrædende Fyldest-
gjørelse (Satisfaktion) behandler Anselm fra et juridisk Standpunkt i sit førnævnte
Skrift: ,,Hvorfor blev Gud Menneske?« Grundtankerne heri er følgende:
Mennesket har ved Synden tilføiet Gud en uendelig Krænkelse; denne kan Gud for
sin Retfærdigheds Skyld ikke lade fare. Han maa straffe Mennesket, dersom det
ikke giver Vederlag. Den Straf, som venter Menneskene, er den evige Fordømmelse.
Men denne Straf vil Gud ikke udføre; thi sda forfeiledes det Maal, hvortil Gud
havde skabt dem. Derfor har Gud i sin Barmhjertighed fundet et Hjælpemiddel;
han har ladet sin Søn blive Menneske. Da denne var Gud, kunde han yde den
forlangte Fyldestgjørelse, og da han tillige var Menneske, kunde han lade sin Ydelse
komme Menneskene tilgode. Denne Godtgjvrelse bestod i en frivillig Død For
denne frivillige Gave skyldte Faderen Gudmennesket en Løn, og da han ikke kunde
give Sønnen noget, fordi denne har alt, gjengjældte Faderen ham ved at lade det
Nei-P
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
