Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Middelalderen - Den frie Pavekirke - Den hellige Elisabeth, Landgrevinde af Thüringen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
426 Den frie Pavekirke·
førend hun lovede sin ivrige Skriftefader ubetinget Lydighed. Ludvig gav sit Sam-
tykke og forbeholdt sig blot sine Rettigheder som Ægtemand Konrad gav Land-
grevinden ti Regler, som visselig ikke i og for sig indeholder noget altfor overspændt,
men hans Praksis gik langt ud over dem. Efter hans Raad begyndte hun paa
denne Tid om Nætterne at lade sine Tjenestepiger piske og plage sig; dog skal
Konrad ikke, saa længe hendes Husbond levede, have hudflettet hende personlig.
Hovedangrebet var rettet mod Landgrevindens ægteskabelige Forhold. Han kunde
visselig ikke løsrive hende fra Ægtefællenx men hun maatte love ikke at gifte sig,
hvis hun skulde overleve sin Mand. Ja Konrad har endog i et Brev til Paven,
skrevet efter hendes Død, bevidnet, at hun i hans Nærværelse beklagede, at hun idet-
hele var bleven gift og ikke havde kunne slutte sit Liv som Jomfru, men dette stem-
mer ikke med hendes tidligere Ytringer; dog turde hun kanske under sin Tugtemesters
overvældende Indflydelse have indbildt sig noget saadant-
Landgreve Ludvig døde i Otrante i Apulien den 11te September 1227,
netop som han stod i Begreb med at deltage i Fredrik 11’s Korstog til Palæ-
stina· Dermed begyndte det tredie Afsnit i hendes Liv. Hun blev aldeles over-
vældet as Sorg og Smerte, da hun modtog Efterretningen om sin elskede Mages
Død. Det fortælles, at hun sagde: »Død er for mig ogsaa Verden-med dens Lyst
og Glæde.« Den heftige Sorg, som greb hende, er det bedste Bevis for Rigtigheden
af den Forklaring, som ovenfor er givet af Elisabeths nys omtalte Ytring i det
før nævnte Brev af Konrad. Det er nok rimeligt, at hun bedømte Ægteskabet i sin
Almindelighed efter Tidens sædvanlige Munkeopfattelse, men den Ytring, som hendes
Skriftefader ansører, maa være fremkommen i et svagt Øieblik og i Modsigelse med
hendes egen normale Følelse Nu begyndte for hende en Tid fuld af de sværeste
Lidelser. Hun og Børnene blev jagede bort fra Wartburg af Henrik Raspe,
hendes døde Gemals saa ulige Broder, der ranede til sig Bældet over Thiiringen.
Ogsaa af Gisenachs Indvaanere blev hun bortstødt as Frygt for den raa Henrik,
ja endog mishandlet af saadanne, mod hvem hun havde vist sig særlig barmhjertig·
Efter hjælpeløst at have flakket om med-. sine Børn fra Sted til Sted fandt hun
endelig gjennem Biskoppen af Bambergs Naade et stille Tilflugtssted paa Slottet
Pottenstein· Saa blev hun indbudt af sin omtalte Svoger Raspe til at besøge
Wartburg, da han i nogen Mon vilde gjøre god igjen Uretten mod hende, Hun
opholdt sig en kort Tid paa det nævnte Slot, hvor hun havde legt som Barn og
levet lykkelig som Hustru og Moder i en rig Kjærlighedsvirksomhed. For ikke at
smertes altfor meget ved Minderne om svundne lykkelige Dage paa det omtalte Sted
udbad hun sig af ham Slottet Marburg med dets Omraade og Jndkomfter. Her
boede hun fra 1229 i en ussel Hytte, klædt i den graa Dragt, som benyttedes af
Clarissernonnerne, og spægede sig stadig. Hun lod nu Konrad for dette eller hint
give sig Ørefiger eller Slag af Kjeppe og Svøber paa den bare Ryg, til Huden gik
af, og Blodet randt; en Klosterbroder pryglede hende i Regelen, medens Konrad selv
til Takten af Slagene sang: »Herre forbarm dig!" Ja hun tillod, at han sendte
bort fra hende to gamle, tro Tjenere, som hun med hele sin Sjæl havde fæstet sig
ved, og erftattede dem med et Par gamle, flemme Trold, der fatte hendes Taal-
modighed paa en haard Prøve. Den ivrige Munk vilde danne hende til et Mism-
sterbillede af selvforsagende Fuldkommenhed Hun grundede et Hospital og et Fattig-
hus og bad flittig-Gud om Ligegyldighed for sine egne Børn, forat hun saa meget
mere udelt kunde ofre sig for Fremmede. At hendes Søn kom paa Afve1e, havde
sin Grund i, at han savnede Moderens Tilsyn og Paavirkning. De uhørte For-
sagelser og Pinsler, Konrad paalagde hende, nedbrød Kræfterne.og blev Aarsagen
til hendes tidlige Død. Men saa havde han ogsaa den Tilfredsstillelse, at hun var
naaet Jdealet af katholsk Fromhed. Hun hensov 1231, kun fire og tyve Aar gam-
mel; allerede 1235 blev hun af Pave Gregor 1x ophøiet til Helgen. . For at
skatte hende ret maa man fe bort fra de vanvittige Forsagelser og Ptnfler og
fæste sig ved de Ydmyghedens og Velgjørenhedens Dyder, hvilke hun i saa høi Grad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
