Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Middelalderen - Den frie Pavekirke - De kristelige Mystikere under Kirkens Forfaldstid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
438 Den frie Pavekirke.
Forsamlingen gaa med den Grklæring, at det dennegang var ham umuligt at prædike-
Tilhørerne gik, og snart udspredte det Rygte sig, at Manden var bleven gal.
Dominikanerordenen forbød ham nu at tale for Folket; han maatte kun prædike paa
Latin i Konventet. Men efterat han atter havde faaet Lov til at tale til Mas-
serne, var Trængselen langt større end forrige Gang, og Virkningen overordentlig.
Engang prædikede han i et Nonnekloster over Matthæns 25, 6: »Se Brud gommen
kommer, gaar ham imøde!« Han talede paa mystisk Vis om, hvorledes den
himmelske Brudgom kommer for at søge Sjælen, og hvorledes denne skal være beredt
til at modtage ham. Da han nu beskrev Brudens Glæde over at møde Brudgommen,
raabte en af Tilhørernet »Det er sandt!« og faldt bevidstløs til Jorden. En Kvinde,
som løftede ham op, bad Prædikanten høit og tydelig om at slutte, saa Manden
ikke skulde dø mellem Hænderne paa hende. Men Tauler svarede: ,,Ak, kjære
Barn, vil Brudgommen føre Bruden hjem, saa vil vi gjerne lade ham gjøre det;
dog vil jeg holde op.« Han sluttede Prædikenen med nogle Ord, læste derpaa
Messen, og da man gik ud, laa endnu tolv Mennesker bevidstløse paa Kirkegaarden.
Tanler prædikede sædvanlig enten i Dominikanerkirken eller i Nonne-
klostret og Beginerhusene· »Hans Prædiken,« siger en Krønikeskriver, ,,var en
« besynderlig Ting; han foredrog hverken skolastiske Grublerier eller unyttige
Helgenhistorier, men talede jevne Ord med inderlig Varme og Hjertelighed. Hans
Hovedhensigt var at overbevise Menneskene om det jordiskes Forfængelighed og lede
dem til Forsagelse· Han revsede ikke blot Lægsolket, men ogsaa de Geistlige og
blev derfor ikke sjelden angreben og spottet.« De Geistlige havde gjerne forbudt
ham at prædike, men den verdslige Øvrighed beskyttede ham. Med Forkjærlighed
fremhævede Tauler i sine Prædikener Kristi Fattigdom Han tog denne baade
i legemlig og aandelig Betydning; ved Siden heraf traadte det historiske i Aaben-
baringen, Kristus for os, tilbage sor Kristus i os; thi det er Hovedsagen, at
Kristus bliver født i vore Hjerter. Hans Sprog var ofte dunkelt og over-
spændt Saaledes taler han om, »at drukne i Guddommens bundløse Hav,« om
»at hensmelte i hans Kjærligheds Jldz« om »at blive beruset i Gud,« o. s. v.
Men ved Siden heraf findes herlige praktiske Formaninger Den store Vægt, han
stadig lagde paa det Sædelige, paa Hjertets og Livets Forbedring, bevarede ham
for Pantheismens Afgrund, som han vel nu og da nærmede sig hen til, men
dog ikke kom saa nær som hans store spekulative Læremester Eckhart. Efterat han
under sin sidste Sygdom havde havt Besøg af sin aandelige Fader Nicolaus af
Basel og ført opbyggelige og opløftende aandelige Samtaler med ham, hensov
Tauler i Strassburg 16 Juni 1361. Under Navnet Lægmanden skrev den
store Gudsven fra Oberland ,,Taulers Omvendelseshistorie«, der efter
Prof. Weingarten er historisk virkelig og ei opdigtet, som Katholiken Denifle i en
skarp, kritisk Undersøgelse paastaar. Som Katholik er det denne Lærde rimeligvis
magtpaaliggende at faa bort det Faktum, at en Lægmand blev Middel til en Prests
aandelige Vækkelse og siden øvede stor Indflydelse paa ham. Af Taulers Skrifter
mærkes »Jesu fattige Livs Efterfølgelse«, samt hansPrædikener. Enkelte
nyere Videnskabsmænd har villet frakjende ham det førstnævnte, men, som det synes,
uden tilstrækkelige Grunde. Vor store Kirkefader Luther vidner: »Jeg har hos
ham fundet mere af grundig Theologi end«hos alle Lærere tilsammen,« og ,,jeg
har hverken i det latinske eller tyske Sprog seet en sundere Theologi, der stemmede
bedre overens med Evangeliet«
Ti Aar yngre end Tauler var Henrik Suso eller Henrik af Berg· Han
blev født i Constanz Aar 1300 og tilhørte en gammel adelig Slægt Til Glæde
for sin fromme Moders der maatte skjule sin Gudsfrygt for den raa Ægtefælle,
blev Henrik optagen i et Prædikebrødrekloster i sin Fødeby. En Tid studerede
han saa i Køln og sluttede sig til Mester Eckhartz men først efter Moderens
Død naaede han til den »rette Jndadvendthed«, som han kaldte det. Nu forlovede
han sig høitidelig med den guddommelige Visdom, som han udvalgte til sin Elskede.
-— 1-4..
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
