Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Middelalderen - Den frie Pavekirke - De indre Forholde - Salmedigtningen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
494 Den frie Pavekirke.
levende Kilder. Vi træder nu ind i den Periode af Kirkesangen, da den strenge,
simple Tone viger for en blødere og fuldere, da Udtrykket bliver mere blomstrende
og malende, og Indholdet gaar over fra den gamle Sangs Bøn og Lovprisning
til Udgydelse af egne og andres fromme Følelser ved Betragtning af Frelsens
Kjendsgjerninger, medens Mariadyrkelsen udøver en betydelig Indflydelse paa
samme. Til mange af de skjønne Sange er Forfatteren os ukjendt eller omtvistet;
dog fattes det ikke paa berømte Navne, blandt hvilke vi vil nævne nogle. Kong
Robert af Frankrig («s 1031) skal have digtet Pinsesekventsen ,,Kom, o
Helligaand, kom brat« (Venj Sancte Spiritus et emitie ooelituS), en af Midelalderetts
herligste Hymner, der er oversat paa Dansk af Grundtvig Biskop Petrus
Datniani i Ostia (s 1072), en glødende Ivrer for det prestelige Livs Renhed
og en saa streng Asket, at han navnlig anbefalede Hudstrygelse som Bodsovelse,
digtede for Størstedelen Hymner til Maria og de Hellige. Han har dog ogsaa skrevet
en Paaskesalme samt en Sang om Dødsdagen og har skildret ,,Paradisets Her-
lighed og Fryd« med glødende Tunge. Digtet: «Ad persnnis vitæ fontem» vilde
dog være langt skjønnere, dersom det havde været noget kortere og mere sammen-
trængt. Fra det tolvte Aarhundrede maa nævnes Adam af St. Victor (s 1177),
der var en frugtbar Salmedigter, som med stor Styrke i Rimet og i sin Bestræbelse
for at give Sproget musikalsk Klang ikke altid udmærker sig ved kraftigt Indhold;
han er mere sød end inderlig. I Sekoentsen «Mundj renovatjo» er Paaske- og
Foraarstankerne bragt i en skjøn poetisk Forbindelse
Høit over alle rager Bernhard af Clairvaux (f 115Z), sin Tids største
Mand, en evangelisk Skikkelse, hvis Blik alene var rettet mod Evigheden, og som
henviste Fyrster og Folk med Talens profetiske Magt til det evige Livs Anliggender
Om ham siger vor Kirkefader Luther: ,,Har der nogensinde været en sand, gudfrygtig
og from Munk, saa var det St. Bernhard, hvem jeg skatter langt høiere end alle
Munke og Klerker paa hele Jordens Kreds; sandelig, jeg har aldrig hverken seet eller
hørt hans Lige.« I hans Salmer gløder den Ild, som gjennemtrængte hans hele
Væsen. Franskmanden Haureau har villet frakjende ham de bervmte Hymner,
som gaar under hans Navn, men visselig uden tilstrækkelig Grund. Indholdet
minder levende om hans Priedikener over Høisangen, ja de er helt gjennemtrængte
af hans Aand og en tro Gjenspeiling af hans indre Liv, saaledes som vi lærer dette
ellers at kjende af Historien og i hans Skrifter. Vi vil nævne nogle af de mest
berømte og bekjendte. Den dybe og inderlige: ,,Iesu din Ihukommelse« Uesu
dulcjs memoria), er oversat paa Dansk af Sporon, Landstad og flere og bruges
flittig som Nadversalme· Af uforgjængeligt Værd er ogsaa hans syv Passionshilsener
til Frelserens Fødder, Hænder, Side, Bryst, Hjerte og Hoved. ,,O Hoved høit
forhaanet« (Sa1ve caput eruentatum) er Hilsenen til hans Hoved. Den blev mesterlig
oversat paa Tysk af Paulus Gerhardt (1L10’76) og denne omplantet paa Dansk af
Fr. Rostgaard (s 1745). Hilsen til Frelserens Fødder: ,,Vær velsignet Naade-
throne« (Sa1ve muncli Salutare) er oversatpaa Tysk af Gerhardt og paa Dansk as
H. A. Brorson (s 1763). Ham tillægges ogsaa almindelig ,,Hil dig, Frelser og
Forsoner,« der er oversat af Grundtvig Af Petrus Abælard (s1142), en
dyb og rig Aand, der blev renset gjennem Trængslernes Ildprove og Kjærligheden
til Frelseren, har vi en Sang til Maria Bebudelsesfest (thtjt ad virginem),
som er simpel og tankerig·
Kun hos faa har vistnok den aandelige Kjærligheds Ild brændt inderligere end
hos den ,,forunderlige Hellige« Franciscus af Assifi (s 1226) og hans
Disciple og Efterfølgere Deres Sange hører til det Dybeste og Skjøtineste, som
er opbevaret fra denne sangrige Tid. Først maa nævnes Thomas af Celano
(s ea. 1255), der maaske var en fortrolig Ven af nysnævnte Ordensstifter, hvis
Levnet han har beskrevet. Ham tillægges den mest berømte af alle Middelalderens
aandelige Digte: «Djes jræ, djes illa» (Paa hin Vredens Dag den svære), der er
fuldt af frygteligt Alvor, digtet i knusende Følelse af Menneskets egen Intethed og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
