Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den nyere Tid - Reformationstiden - Den lutherske Kirkes Grundlæggelse - Luthers tre store Reformationsskrifter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
526 Reformationstiden.
Lutherg tre store Reformationgsliriften
»»·Y«·landt de Bøger, som man forlangte af Luther i Worms, at han skulde
; — ) tilbagekalde, var især de tre store Reformationsskrifter fra Aaret 1520.
—.·-;·YI·.:-3 Det første af disse var rettet »Til hans keiserlige Majestæt og
C —— den kriftelige Adel af tykantion om den kristeligeStands
Forbedring.« Dette Skrift har man ofte beskyldt for at være revolutionært, men
ganske uden Grund; thi Luther fremholder netop ikke noget nyt, men kræver, at
man skal vende tilbage til det gamle eller urkristelige. Denne Bog vil kun være
et Nødraab, »om Gud vilde give nogen Aanden til at række sin Haand til den
elendige Nation·« — Luther nævner tre Straamure, hvormed Romanisterne har
omgivet sig. »For det første, naar man har trængt ind paa dem med verdslig
Magt, har de sagt, at den verdslige Magt ikke havde nogen Ret ligeoverfor
dem. For det andet, naar man vilde straffe dem med den hellige Skrift, saa har
de derimod indvendt, at det ikke tilkom nogen at udlægge Skriften uden Paven.
For det tredie, truede man dem med et Koncil, saa opfandt de, at ingen kunde
sammenkalde et Kirkemøde uden Paven. Nu hjælpe os Gud og give os en Bafun,
saa Jerikos Mure maa blive omstyrtede, paa det at vi maa kunne blæse disse
Mure af Straa og Papir omkuld.« — Luther rydder først bort Forskjellen
mellem Lægfolk og Prester og udvikler Jdeen om den selvstændige
kristelige Stat paa Grundlag af den bibelske Lære om det almindelige Preste-
dømme »Alle Kristne er i Sandhed af geistlig Stand (,,J er et kongeligt Preste-
dømme, 1 Pet. 2, 9) Dog maa ingen tage sig til paa egen Haand at forvalte
Embedet uden Menighedens Jodvilgelse og 11dvælgelse·« — Staten er for ham en
ligesaa berettiget Side af Folkelivet som Kirken. Kirkens Embedsmænd har at
forvalte Ord og Sakramenter; den verdslige Øvrighed fører Regimentet til
Beskyttelse og Straf ogsaa over de Geistlige· Dernæst vender Luther sig mod
Pavens Ufeilbarhed·« Hvem vilde hjælpe Kristenheden, naar Paven feiler,
dersom man ikke skulde tro nogen anden, der har Skriften for sig, mer end Paven?«
— »Troende Forstaaelse af Skriften« er altsaa for ham Maalestokken, ikke den rent
subjektive Dom. Endelig beviser han ud af den gamle Tids Kirkehistorie, hvorledes
det slet ingen Grund havde, at Paven alene kunde sammenkalde Koncilier.
»Enhver Vorger i Kristi aandelige Stat skal slukke, hvor der opblusser en For-
argelsens Jld, det være nu i Pavens Negimente eller hvorsomhelst.« For et
kommende, frit, kristeligt Koncil gjør Luther Reformforslag, der dels angaar
den kirkelige Ordning, dels Læren Han vil have afskaffet den kanoniskeRet,
forsaavidt den giver Geistligheden Herredømme og Rigdom, han ønsker, at Keiseren
faar igjen sine tidligere Rettigheder overfor Kirken, samt at Fodkysset afskafses, og
Tiggerklostrene bliver ophævede, og kræoer, at tyske Len ikke mere bliver skjænkede
til romerske Udsendinge, og endelig, at Colibatet og Valfarterne forbydes. Men
især fordrer han, at Skole- og Opdragelsesvæsenet skal reformeres lige fra Folkeskolen
til Universiteterne.
J hans andet Skrift ,,Om Kirkens babylonifke Fangenskab« træder
den lutherske Kirkefornyelses dogmatifke«Side frem. Her tales næsten om alle
de Vildfarelser, som den evangeliske Kirke senere befriede sig fra. Midtpunktet
danner den romerske Lære om Sakramenterne. Blandt de syv romerske
Sakramenter, er der kun tre, som har de væsentlige Kjendetegn som saadanne,
nemlig Daaben, Nadveren og Boden. Ogsaa det sidste har Luther senere
udelukket, fordi det manglede et ydre Tegn. Nadveren, skriver han, er intet
Offer, som de romerske siger, men en Guds Gave, som Troen modtager. Forvand-
lingslæren har han store Betænkelici·heder ved; senere forkastede han den helt paa
Grund af Hostiens (det indviede Brøds) Tilbedelse, som var en Følge af denne
Opfatning Daaben fremstiller han som en Begyndelse til Kjodets Dødelse og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
