Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den nyere Tid - Reformationstiden - Den lutherske Kirkes Grundlæggelse - Luthers sidste Levedage og Død
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
548 Reformsationstiden.
Efter Maaltidet blev der musiceret af Bordfællerne og Børnene, samt sunget
aandelige og verdslige tyske Sange, ja endog undertiden gamle latinske Kvad. Sine
unge Folk lod han ogsaa gjerne more sig med Løben, Springen og forskjellige Lege.
J sit personlige Forhold til Gud fulgte han ganske den Vei, som Gud har
aabnet os i Kristus, og som han forkyndte andre. Han holdt sig gjerne til
Børnelærdommens» barnlige, enfoldige Form for Troen og de sædvanlige
Andagtsøvelser. Hver Morgen pleiede han sammen med Børnene at læse de ti
Bud, Troesbekjendelsen, Fadervor og en eller anden Salme. Han tog
ogsaa trolig Del i de kirkelige Gudstjenester. Om han end altid bad vedholdende
og indtrængende i sit Lønkammer, saa ytrede han dog, at Bønnen flød lettere og
friskere for ham i Menighedens Midte end hjemme i hans eget Hus. Skjønt han
kunde udtale en høi, ja endog stolt Selvfølelse i Bevidstheden om sit høie Kald,
og skjønt han, som Mathesius siger, havde en Mands Mod og Hjerte, saa var
han dog i Virkeligheden yderst jevn og fordringsfri; han kalder ham endog den
mest ydmyge Mand, han kjendte, der gjerne fulgte sine Underordnedes gode Raad-
Paa en broderlig Maade omgikkes han sine ringeste Medbrødre, medens han paa
samme Tid med værdig Ligefremhed og Utvungenhed nærmede sig de Høitstaaende.
Med barnlig Glæde betragtede han Guds Gaver i Naturen, i Haven og paa Marken,
i Planter og Dyr. Navnlig fremkaldte Baaren en hellig Fryd hos ham. Blandt
de Gaver, Gud har givet Menneskene til Glæde og Nydelse, var især Musiken
kjær og dyrebar for ham; han bænkede den endogiHoiscedet næst efter Theologien-
Selv var han jo ogsaa meget begavet i denne Retning. Han roser især Musiken,
fordi den jager Djævelen paa Dør og de mørke, tunge Tvilens Tanker, denne
indgiver os, samt gjør Folk mildere og sædeligere. Hjertet bliver tilfreds, vederkvæget
og forfrisket ved den. Uagtet han havde en klar Bevidsthed om sin kristelige Frihed,
saa var dog hans Legemes Pleie og timelige Nydelser en saare ligegyldig Sag for
ham. Han nøiedes altid med ,,simpelHusmandskos,« og hele Dage igjennem kunde
han glemme Mad og Drikke under sit anstrængende Arbeide. Hans Venner undrede
sig over, at han, som havde et saa fyldigt Legeme, kunde klare sig med saa tarvelig
Næring Jkke engang hans fiendtligsindede Samtidige vovede offentlig at bebreide
ham, at han i sit eget Forhold fornegtede det Alvor, hvormed han ivrede mod
Tyskernes Umaadelighed i Mad og Drikke.
Hans legemlige Lidelse bestod væsentlig i en Svækkelse i Hovedet, som aldrig
ganske forlod ham; undertiden steg den endog til heftige Anfald af Svimmelhed og
Afmagt. Om Morgenen følte han sig stadig tung i Hovedet og led desuden ofte
af Svimmelhed. JAaret 1543 blev han angrebet af heftige Stensmerter. Allerede
tidligere havde der vist sig en Svulst paa det venstre Ben, som dog syntes lægt.
Imidlertid brød den oftere op igjen. Hans Haar blev hvidt. Selv havde han for
længe siden betegnet sig som en udlevet Olding. Han beholdt alligevel sin eien-
dommelige Holdning med hævet Hoved og opadvendt Aasyn. Hans Ansigtstræk,
isærdeleshed om Munden, vidnede maaske endnu mere end før om den gjennem
Kamp og Lidelser vundne milde Fasthed. Hans Udseende havde derhos et noget
tungsindigt Præg Hans rige Aands ildfulde Kraft skal især have udtalt sig gjennem
hans mørke Øine Schweitzeren Kessler ligner dem med blinkende Stjerner, som
man neppe kunde taale at se paa; en anden »af hans Bekjendte kalder dem Falkeoine,
og Melanchton ligner hans brune Øiestene, som var omsluttede af en gul Ring,
med en Løves modige, «funklende Blik. Denne Jldfuldhed udslukkedes aldrig hos
Luther. Hans svære legemlige Lidelses tunge Tryk bevirkede kun, at den navnlig
under heftige Kampe ytrede sig saa meget klarere. Hans Længsel hævede sig dog
under alt dette med fuld, klar Bevidsthed opad mod det himmelske Hjem. — Om
Sommeren 1545 led han paany af Stensmerter. Nogle Uger senere søgte han ved
en Reise Vederkvægelse baade for Sjæl og Legeme. Da Hosten kom, optog han atter
sine Forelæsninger. Efter lykkelig at havetilendebragt sine Forelæsninger over første
Mosebog den 17de November sluttede han dem saaledes: ,,Det er nu mit Arbeide.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
