Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den nyere Tid - Reformationstiden - Pavekirken - Kirkemødet i Trient og den katholske Kirkelære
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kirkemodet i Trient og den katholske Kirkelcere. 6():3
Keiseren. Men det fik en meget længere Hviletid; først Pius lV. lod Mødet
fortsætte i Trient fra 8de Januar 1562, og det tilendebragte sit Arbeide i Løbet
af følgende Aar. Sagerne blev forberedede og drøftede i Komiteerne, og Beslut-
ningerne, der fattedes ved Stemmeflerhed af de tilstedeværende Biskoper og Ordens-
generaler, blev høitidelig forkyndte i de fælles Møder. Jtalienerne fik mest at sige,
da de var talrigere end de andre Nationer tilsammen. Oppositionen, især fra de
franske og spanske Biskoper, steg nogle Gange til en truende Høide, og det er
mærkeligt, at selv de protestantiske Grundlærdomme om den hellige Skrift og
Retfærdiggjørelsen eller dog Opfattelser, som nærmede sig til disse, fandt
Forsvarere. Men da de mere frisindede havde vendt sig til Protestantismen eller af
Frygt var uvirksomme, saa vandt det pavelige Parti ved Forhandlinger med Hofferne
og med enkelte Prælater en fuldstændig Seier. Beslutningerne indeholdt en Revision
af Lærebegrebet, hvorved Ufeilbarhedens Segl blev paatrykt de i Middelalderen
udviklede Dogmer; man skar bort den groveste folkelige Overtro og fordømte
Protestanternes Afvigelse fra den katholske Kirkelære· Man anordnede dog meget
gavnligt for Kirkeorden og Kirketugt og fornyede adskilligt Gammelkirkeligt· For-
samlingen skiltes ad med Raabet: »Forbandelse, Forbandelse over alle Kjætterel«
Saaledes sluttede denne Synode som et almindelig romersk Partimøde; det var
ganske i Pavens og Jesuiternes Vold. Pius 1V. fik 1564 istand et Uddrag af
de vigtigste trientinfke Bestemmelser angaaende Læren, men ofte i bestemtere Udtryk
end de, Kirkeforsamlingen havde brugt. Dette Mødes Bestemmelser samt den
romerske Kathekismus, der udkom 1566, gjælder som Troesbekjendelse for den
romersk-katholske Kirke og som en paalidelig Fremstilling af Kirkelæreii. Medens
Protestanterne opstillede den hellige Skrift som den eneste Rettesnor for Troen,
befæstede Trientinermødet Overleveringens Anseelse og gjorde Bibelens Fortolkning
afhængig as Kirkens Bestemmelser. Den gamle latinske Bibeloversættelse Vulgata,
der var fuld as Feil, blev hævet til lige Anseelse med Grundteksten og skulde ikke
blot lægges til Grund for Prædikener, men ogsaa for lærde Ordskiftninger. Dette
var rettet mod Protestanterne, der i lærde Undersøgelser gik tilbage til Bibelens
Grundsprog og til Brug for Folket anbefalede tro Oversættelser paa Modersmaalet
af Grundtekstens Ord, uden dermed at ville fastsætte en uforanderlig og uforbederlig
kirkelig Oversættelse for alle Tider. Synoden viste fremdeles sit Sindelag mod
Resormationens kritiske Aand ved at stille det gamle Testamentes apokryfiske Skrifter,
der især tiltalte Papisternes Dogmatik, paa lige Linje med de kanoniske Bøger Medens
Protestanterne med Hensyn til Frelsens Vei og Frelsens Orden i skarpe Træk frem-
stillede Menneskets naturlige Fordærvelse og gjorde Alting afhængigt af Raaben,
søgte Trientinermødet ogsaa at redde noget for Mennesket, og under Skin af
dogmatisk Maadehold, der endog tog sig fordelagtig ud overfor Protestanternes
temmelig haarde Bestemmelser, aabnede den atter igjen en Bagdør for Gjernings-
helligheden. Den gamle romerske Pelagianisme flyttede overidet fastslaaede Lærebegreb·
Med Viljens Frihed fandt Menneskets Fortjeneste for Gud atter sin Plads;
men netop deri laa Vildfarelsen og Faren, og ikke i Hævdelsen as den frie Vilje
og af gode Gjerningers Nødvendighed Fremdeles bekræftedes den gamle Pavelære
om Messeofferets Betydning, Helgenernes Tilbedelse, Presternes ugifte Stand og
flere andre Ting. Men Kronen paa det hele var, at Paverne forstod at bringe
det dertil, at Fortolkningerne af Moders Beslutninger skulde være en Rettighed,
som forbeholdtes St. Petri Efterfølger, saa at det stod denne frit for at faa ud af
Synodens Bestemmelser, hvad han vilde.
––—VMJ—
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
