Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den nyere Tid - Rettroenhedens Tid - Andre Kirkesamfund - Den reformerte Kirke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
642 Rettroenhedens Tid.
ogsaa forpligtet til at yde frivillige Bidrag til Menighedens Kasse. Uvaerdige Med-
lemmer bliver først formaaede til Bod og Bedring; hjaelper dette ikke, udelukkes de
ved Stemmeflerhed; hvis de senere omvender sig, kan de kun optages igjen ved en
enstemmig Menighedsbeslutning Embederne er ikke lige i alle Menigheder. Deres
øverste Leder kaldes LEldste, saa kommer Prester og Diakoner eller Tjenere.
Ofte er LEldste- og Presteembedet forenet. J- de engelske Baptistmenigheder er
Presterne næsten altid studerte Folk; i Tyskland ochorden derimod prædiker for
det meste Haandværkere, Kjøbmænd og Arbeidere, der ikke har nogen høiere Skole-
dannelse. Dog maa kun den prædike, som Menigheden anser dygtig dertil. Pap-
tisterne feirer ogsaa Kjærlighedsmaaltiderz da veksles der med Taler og
aandelig Sang; indimellem drikkes almindelig The. Hver Menighed er selvstændig-
men ofte slutter flere sig sammen til en Forening. Alle Menigheder danner Bap-
tisternes Forbund, der i Regelen har et Fællesmøde hvert tredie Aar. Hvad
der her besluttes er dog ikke ubetinget bindende for hver enkelt Menighed J
Almindelighed er Baptisterne stille, fromme og arbeidsomme Folk, men har ofte
svært store Tanker om sig selv og vil nødig anerkjende andre Troesbekjendere for
sande Kristne
Af den engelske Kirkes Skjød fremgik ogsaa en anden betydelig Sekt; den
skylder Georg Fox (f. 1624 f 1691) sin Tilblivelse. Han kom som ung Mand
iLcere hos en Skomager og Fæhandler og maatte ofte Vogte Faarene. Da han
troede at være anfægtet af Djævelen, søgte han Raad og Trøst hos en Prest, men
da denne ikke formaaede at berolige ham, fik han imod alle Geistlige. Han saa
nnderlige Syner og paastod at have guddommelige Aabenbarelser. Klædt iDyreskind
drog han om i Landet og prædikede mod Folkets og den høiere Geistligheds Synder
og formanede til Bod. Mange Folk sluttede sig til ham, og han stiftede Aar 1649
»Vennernes SamfundO der ogsaa kaldes chekere eller Skjælvere, fordi
de »skjcelver for Herrens Ord««, som Fox engang sagde til en Dommer. Da Kvæ-
kerne vægrede sig for at gjøre Krigstjeneste, aflægge Ed og betale Tiende, blev
mange af dem fængslede som Oprorere, og Sekten holdt paa at udryddes Da op-
traadte William Penn (f. 1644 f 1718), Søn af en engelsk Admiral, som
deres Frelser og anden Stifter. Allerede fra Ungdommen af var han tilbøielig til
sromt Sværmeri, og da han ved et Skibbrnd blev kastet iland paa Jrlands Kyst
og lærte Kvækerne at kjende, blev han deres Mand og valgte helt og holdent at
osre sig for dem. For et Krav, som hans Fader havde paa den engelske Regjering,
afstod denne til ham en øde Landstrækning ved Delawarestrømmen paa Nordamerikas
Østkyst· Nu indbod han fine undertrykte Troesbrødre til at slaa sig ned der, og da
de fulgte hans Opfordring, voksede efterhaanden frem under engelsk Beskyttelse Staten
Pennsylvanien (Penns Skov), hvor der herskede fuldkommen Religions- og
Samvittighedsfrihed Her anlagdes ogsaa Byen P h ila d e lp h i a (Broderkjærlighed).
Ved Jndbyggernes Flid og Orden blomstrede Kolonien op, og Kvækerne blev senere
taalt ogsaa i England, Skotland og Holland· J vort Land findes enkelte Kvækere
hist og her, især paa Stavangerkanten. De udmærker sig ved et fromt, stilfærdigt
Liv, der fortjener Agtelse. Dette Samfund anerkjender Bibelen som Guds Ord,
men stiller endnu høiere det indre Lys, som de tror Herren umiddelbart skjænker
enhver oprigtig, stille, ventende Menneskesjæl til Veiviser paa Salighedsveien. De
har ingen geistlig Stand. Uden Klokkeklang samler de sig i sine Bedehuse, hvor
man hverken finder Alter, Prædikestol eller Orgel. Med sine lave, bredbræmmede
Hatte paa Hovedet sidder de der og venter. Saasnart en af Forsamlingen føler sig
greben as Aanden, optræder han (eller hun) lærende, bedende eller formanende· Blir
ingen tvungen af Aanden til at tale, gaar Menigheden efter længere Venten stille
og tankefuld fra hinanden. Dog hænder det ogsaa, at saadanne Kvækere, som oftere
har udmærket sig ved sin Prædiken, overdrages at holde Talen, naar ikke Aanden
driver nogen dertil. Dog nyder slige Tjenere i Menigheden ingen Løn eller Rettig-
heder. Daaben og Nadveren betragter chekerne som unyttige, fordi de mener at kunne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
