Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sydafrika - IV. Kaffermissionen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
284 ILLTJSTRERET MISSIONSHISTORIE.
ene Tusinde efter det andet gaa ind i Evigheden, de fleste uden
at have hørt Tale om eri Gud og en Frelser, der forbarmer sig
og redder fra Døden. Hvor mange Sjæle gik ikke ind i Evig
heden for at stilles for Retfærdighedens Domstol istedetfor Naa
dens Throne! Omkring 5,000 Sorte og 1,000 Hvide laa døde
paa Slagmarken. Siden Suluerne havde nedsablet næsten hele
den engelske Hær, gik de i Seiersglæde over Floden for at anfalde
Kolonien. De nærmede sig mine Huse, og det var først da, det
stod klart for mig, at Engelskmændene havde tabt. Men hvor
var min Hustru og mine Børn? En stor Trop af de fiendtlige
Sorte havde sat over Floden og begivet sig i Retning af Doctor
Dalzells Station. Skulde jeg paa en Omvei kunne komme foran
de Sorte og bringe Mine til det nærliggende Fængsel? Jeg
sadlede min Hest og begav mig afsted, medens Suluerne allerede
var fuldt beskjæftigede med at bestorme Stationen. Snart over
faldtes jeg dog af Mørket og kunde ride blot i Skridt. Inden
jeg naaede frem til Doctor Dalzell, fik jeg høre af en Kaffer, at
denne havde truffet ham ved Fængslet. Taknemmelig mod
Gud styrede jeg min Kurs did, forvisset om at træffe Mine.
Men der var de dog ikke. De havde derimod begivet sig afsted
i en Oxevogn for at søge at komme over Floden Tugela og reise
ned til Kysten. Men Mørket havde overfaldt dem saavelsom
mig, og jeg forstod, at de maatte være etsteds paa Landeveien,
ikke langt fra mig. Men hvor skulde jeg finde dem i denne
Nat, der var saa mørk, at jeg ikke engang kunde se min Haand
foran mig? Der var Stunder, da en uudsigelig Angest greb
mig, en Nat saa lang og mørk; ogsaa min Sjæl omhylledes af
Mørke, saa at jeg ikke kunde bede og raabe til Herren. Men
han hjalp mig dog. Fængslet var fuldt afKvinder og Børn, der
havde taget sin Tilflugt did, og vi var et Dusin Mænd, som gik
udenfor og patrullerede med vore Bøsser paa Skulderen, idet vi
hvert Øieblik kunde vente et Anfald af en Skare Suluer paa
nogle tusinde Mænd. Hvad skulde der blive af Mine, hvis de
kom? Endnu i denne Stund føles det, som vilde mit Hjerte
ophøre at slåa, naar jeg tænker tilbage paa disse forfærdelige
Timer. Men Gud være Lov, at de er forbi, og at han førte os
lykkelig ud af denne store Nød. Den næste Dag skulde jeg
sadle min Hest, men da vai den borte. Endnu nogle Timer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
