Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Australien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
387
AUSTKALIEN.
give ham et nyt Hjerte, et helliget Sind. Ifølge Faderens Be
stemmelse skulde han blive Handelsmand, hvorfor han fik
Ansættelse ien Jernhandel. Sine Fristunder anvendte han for
det meste i et mekanisk Værksted, hvor han lærte sig at udføre
allehaande praktiske Jernarbeider, noget, hvortil han havde ret
store Anlæg, og som i Fremtiden skulde blive ham til stor
Nytte. Som Tiden gik, kom han imidlertid sammen med verds
lige Kammerater, og ihvorvel han fremdeles var elskelig i sit
Væsen og sandhedskjærlig, blev han dog snart iremmed for
Herren. En Søndagaften skulde han, ifølge Aftale, møde sine
Kammerater paa et "Værtshus. De lod vente paa sig, og han
gik utilfreds herover frem og tilbage foran Værtshuset. Da kom
Principalens Frue til at gaa der forbi. Hun spurgte den unge
Williams, hvad han agtede at foretage, og han fortalte hende
det aabent. Hun bad ham nu venligt om, at han istedet skulde
gjøre hende Selskab til Kirken, og han skammede sig for at
sige Nei, hvorfor han den Ettermiddag havnede i Kirken istedet
for paa Skjænkestuen. Sangen forekom ham imidlertid høist
modbydelig, og han ønskede sig langt borte fra den i hans
Øine kjedelige G-udstjeneste. Da traadte Prædikanten frem.
Hans Text var Math. 16, 26: „Hvad gavner det Mennesket, om
han vinder den ganske Verden, men tåger Skade paa sin Sjæl ?
eller hvad Vederlag kan ei Menneske give for sin Sjæl?’1
Mange paastaar vistnok, at det ikke er værdt, ja, at det
rent ud er en Vanhelligelsé at gaa i Kirke, nåar man ikke har
Lyst dertil. Men tænk, om G-uds Fadershjerte just ved en saa
dan Anledning behager at give dig Barnerettens Aand! „Vmden
blæser, hvor den vil, og du hører dens Susen, men du ved ikke,
hvorfra den kommer, eller hvor den fårer hen."
Denne Dag — den 30te Januar 1814 — glemte Williams
aldrig. En Gang senere i Tiden kom han atter til den samme
Kirke, men cia stod han seiv paa Prædikestolen. Han sagde
da: „Fireogtyve Aar er forløbne, siden en venlig Frue med
trofast Omsorg for min Sjæl førte mig hid til dette Gudshus.
Jeg var da en vildledet Yngling. Der er Døren, gjennem hvilken
jeg traadte ind; der er den Bænk, paa hvilken jeg sad. Jeg
mindes det altsammen saa vel, som om det havde været igaar. Den
kraftige Prædiken, som den Aften holdtes af den kjære Prædikanfc
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
