Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
gængse Melodier, der saa gik fra Mund til Mund fra den ene
Generation til den anden, uden at det nogen Sinde faldt Nogen ind
at skrive dem ned.
Imidlertid kom der lysere Tider for den kristne Menighed.
Efter en trehundredeaarig Forfølgelsesperiode opnaaede de Kristne
endelig at kunne trække Vejret friere, efterat Konstantin den Store
som Enehersker over det samlede romerske Rige i Aaret 313 havde
proklameret Religionsfrihed i alle sine Lande. Man beflittede sig
nu paa at bringe større Orden i de kirkelige Forhold og da navnlig
i Kirkesangen. Diakonerne fik ved Siden af anden Kirketjeneste
ogsaa det Hverv at lede Kirkesangen; hele Kirkeaaret blev omsider
ordnet med sine regelmæssigt tilbagevendende Højtider, og saa gav
man sig da omsider til ogsaa at underkaste Kirkemelodierne en
grundig Revision.
Det var ifølge Overleveringen Biskop Ambrosius i Milano
(340—397), der først med Iver tog sig af denne Side af Sagen.
For at faa en fast Grund at bygge paa, gjorde han af de gamle
græske Oktavrækker et Udvalg af fire, og med disse som Støtte
gav han sig da til at forme den ny Kirkesang.
De fire Oktavrækker vare følgende:
antik frygisk
antik dorisk
antik hypolydisk
antik hypofrygisk
1. Kirketoneart.
4. Kirketoneart.
t
der dog af Ambrosius omdøbtes til 1., 2., 3. og 4. Kirketoneart1).
Ingen af disse fire Kirketonearter passe sammen med de af os
’) Egentlig Kirketone; da Ordet Tone imidlertid i Almindelighed benyttes i
en anden Betydning, ombyttes det for at undgaa Misforstaaelse her overalt
med Toneart.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
