Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
endnu i det 16de Aarhundrede af Musikerne for en uanstændig
Toneart, der alene passede for Bønder og Soldater. Af de 22
Melodier, som i Lochheimer Liederbuch (lade Aarh.) ere noterede med
tydelige Nøgler ere ikke mindre end tolv, altsaa over Halvdelen,
aff’attede i de joniske og æoliske Tonearter (svarende til vor Dur
og Mol1), et talende Vidnesbyrd imod den Paastand, at de gamle
Folkemelodiers hyppige Affattelse i Dur og Mol alene skulde skyldes
Indflydelsen af den nyere Tids Smag.
Da Folkemelodien i det 16de Aarhundrede optoges til
Bearbejdelse i den tyske Lut- og Orgelmusik, voksede de to
Toneslægter sig gennem denne Forening endnu fastere ind i den
almene musikalske Bevidsthed. Det var med Lutspillerne, at
Do-minantseptimakkorden som kadenserende Akkord rykkede ind i den
for sin Dominant, men denne Tilbøjelighed møder os netop i flere af de
gamle Folkemelodier, der ere affattede i den saakaldte joniske Toneart, som
f. Eks. i følgende, der er hentet fra Lochheimer-Liederbuch og altsaa endnu
stammer fra Kirketonearternes Tidsperiode:
Man har her, som det skulde synes, en Durmelodi af den allerreneste og
mest ublandede Art, og denne Melodi er os overleveret direkte i den
Skikkelse, under hvilken den er bleven benyttet 1452.
l) Den æoliske Toneart blev rigtignok teoretisk endnu opfattet uden vor
moderne Forhøjelse af Tende Trin, (o: i Steden for gis benyttedes i a-mol g); i
Praksis benyttedes denne kromatiske Forhøjelse dog meget ofte. Det var
den schweitziske Musikteoretiker Glareanus: egentlig Heinrich Loris fra Glarus,
der omtrent midt i det 16de Aarhundrede for første Gang gjorde Fordring
paa den joniske og æoliske Toneslægts Optagelse blandt de autentiske
Kirketoner (se 1ste Kap.). Før den Tid havde disse Tonearter dog længe eksisteret
i Praksis. Glareanus fortæller, at de praktiserende Musikere, o: Spillemændene
o. desl., allerede betjente sig af Dur- og Molskalaen, den første fra C, den
anden fra D (med b for h = a-mol uden gis), mens de Lærde endnu stredes
om, hvorvidt der gaves otte, tolv eller femten Tonearter.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
