Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1 Hovedsagen er det endnu Vokalkompositionen, der danner
Grundlaget for Paumann’s Orgelkompositioner. Dog er hans
hyppige Opløsen af Overstemmen i Løb og Passageværk et Tegn paa,
at allerede han har følt Trang til undertiden at gøre sig fri fra
den vokale Skrivemaade for at skrive instrumentalt, noget som vel
maa forbavse hos en Mester i denne tidlige Tid.
Bestemtere end hos Paumann og hans Samtidige gør
Selv-stændighedstrangen sig allerede gældende hos de Organister, der
Efter Lutspillernes
Eksempel vove
Orgel-og Klavérspillerne sig
nu omsider ind paa
Dansemusikkens
Om-raade og lære, efter at
have tilvejebragt en
endeløs Række af
mislykkede Forsøg,
gennem denne Genre
virkelig langt om længe,
i det 17de
Aarhun-drede, at styre deres
egne Veje og at gøre
sig uafhængige af
Vokalmusikken. Som
et af de ubetinget
interessant este Momenter fra den omtalte lange Forsøgsperiode
fremtræder Elias Ammerbach’s: „Orgel- oder
Instrument-Tabu-latur”, udkommen i Leipzig 1571, følgelig et Hundrede og tyve
Aar yngre end den før nævnte Orgelbog af Paumann.
Interessant er det at lægge Mærke til, hvorledes Ammerbach i
sine Klaverkompositioner overalt med Flid søger at omgaa den i
Vokalkompositionen lovbudte Afslutning ved en tom Kvintharmoni:
han slutter næsten overalt med en
fuld Treklang. Ligeledes indfletter han i
Lighed med Lutspillerne overalt i
Slutnings-kadenserne den af Teoretikerne endnu da med
stor Ængstelighed omgaaede Hovedfirklang.
Eks.:
m
tilhøre det paafølgende 16de Aarhundrede.
Fig. 50. Antonio Squarcialupo.
(Relief paa hans Gravmonument i Florens Domkirke).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>