Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Italienernes Interesse for en Fornyelse af Oldtidens Musik
smittede de andre Lande. I Frankrig vare de af Musik ledsagede
Maskerader ved Renaissancetiden lige saa almindelige som i Italien
De græske Guder maatte ogsaa der holde for, men Udstyrelsen var
en Del pragtfuldere, og det hørte endog til Dagens Orden, at de
kongelige Personer selv overtoge Hovedrollerne. (Videre herom
Ilte Kap. den franske Operas Historie: Ballet de cour).
En Del mere nøgtern opfattedes Sagen af de tyske
Renaissance-venner, der i Begyndelsen af det 16de Aarhundrede i Wien og
Ingolstadt samlede sig omkring den lærde Conrad Celles. og hvis
Stræben gik ud paa i Polyfoniens Sted at indføre en Musikgenre,
der var støttet paa den antikke Metrik og derved skulde virke
hen til en Simplificering af den musikalske Skrivemaade. Alle
Stemmer bleve forenede i én Rytme og deklamerede i en samlet
Harmonifølge den metriske Tekst, der paa denne Maade naturligvis
fremtraadte med stor Tydelighed. Som Musik have disse Forsøg
intet Værd; deres Interesse er kun historisk. Ikke en Gang en Mester
som Ludvig Senfl lykkedes det at skabe noget betydningsfuldt ud
af denne Genre, der ikke desto mindre i Tyskland fandt stor
Udbredelse og endogsaa opnaaede at blive optaget i de fra Italien
indførte dramatisk-musikalske Hoffester, hvor man skulde synes, at
den allermindst maatte passe ind. Og dog fortjene de tyske
Platonikeres latinske Oder med fuld Ret at nævnes som
Mærkestene i Musikkens Udviklingshistorie. Der er ingen Tvivl om, at
de have bidraget deres til i Tyskland al jævne Vejen for den
saa-kaldte homofone Musikstil, der omtrent fra Aar 1600 stiller sig op
imod den gamle Polyfoni og har sit Særkende deri, at hos den
en enkelt Melodi fremhersker og yderligere belyses af
Harmonien, som ledsager og støtter den, mens i Polyfonien Harmonien
som bekendt ene og alene fremtraadte som det tilfældige Resultat
af flere samtidigt klingende Melodier og derfor kun spillede en
negativ Rolle.
At den polyfone Musik aldeles ikke svarede til den Beskrivelse,
Plato gav af den antikke Tonekunst, stod altsaa omsider klart for
alle; men ethvert Forsøg paa at finde den rette Afløser for
Polyfonien var, som allerede omtalt, hidtil slaaet fejl. Den
Omstændighed, at Orfeus paa de antikke Statuer altid viste sig
afbildet med en Lyre i Haanden, bragte Tanken hen paa en
eventuel Solosang med Instrumentalledsagelse, en Tanke, der, som det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
