Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
gøre Handlingens Indhold, kunde det ikke være andet, end at
den sceniske Fremstilling i Længden maatte savnes. Da derfor den
verdslige Opera sidst i det 16de Aarhundrede fremstod nede i
Florens, var det naturligt, at den som sensationsvækkende Nyhed
blev det Forbillede, man valgte at følge.
Som det første Forsøg paa en saadan gejstlig Opera i den
af Peri opfundne recitativiske Stil opførtes allerede i Aaret 1600,
altsaa samme Aar som „Euridice". i Bedesalen i Klosteret S. Maria
in Vallicella i Rom Emilio del Cavaliere’s „Rappresentazione
dell’ anima e dal corpo“.
Komponisten Emilio del Cavaliere var et Barn af sin Tid, en
Renaissanceven af det reneste Blod. Skønt født i Rom var han
gennem et mangeaarigt Ophold i Florens som Musikintendant hos
Storhertugen af Toscana og som Medlem af den lærde
Florenliner-Camerata kommet under stærk Paavirkning af den moderne
musikalske Renaissaneebevægelse, og hans Værk fremstod derfor som
det umiddelbare Udslag af Renaissancevennens Iver for ogsaa at
gøre den ny Musikretning bekendt i sin Fødeby. Cavaliere vovede
endogsaa at afdisputere Peri Opfindelsen af den recitativiske Stil,
idet han, absolut med Urette, opstillede sig selv som Recitativets
Opfinder. Hans Arbejde viser som Helhed, at han som Komponist
i Forhold til Peri maa trække det korteste Straa. Hans Musik er
om muligt endnu mere monoton end Peri’s Musik til „Euridice",
der dog glimtvis lod ane virkelig Melodi; Cavaliere deklamerer
uafbrudt og viser ikke paa et eneste Punkt Gnist af Genialitet.
Ganske vist var den Tekst, han havde at behandle, ikke just
heller egnet til i nogen højere Grad at befrugte hans Fantasi.
Forfatterinden Laura Guidiccioni havde til Forbillede benyttet den
særlig i det 16de Aarhundrede saa yndede Moralitet, et Sidestykke
til Mysteriet, som mindst af alt gav Komponisten Lejlighed til
Udfoldelsen af dramatisk Affekt.
Tiden, Verden og det menneskelige Liv optraadte som Stykkets
Hovedpersoner; de to sidste vare fra først af iførte prægtige Klæder,
men maatte under Handlingens Forløb Stykke for Stykke aflægge
deres Pynt for til sidst at optræde som nøgne Skeletter. Moralen
var altsaa de jordiske Glæders Intethed.
Interessant er Cavaliere’s Anordning, at de spillende skulle
holde Instrumenter i Hænderne og saa vidt muligt selv skulle
akkompagnere deres Sang. Kun i Nødstilfælde maatte Akkom-
16*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
