Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
paa Festprogrammet ved Ludvig den 14des Formæling i Paris i
Aaret 1660 netop ansatte en Opera af ham J). (Se ovf. lite Kap.).
Stor Betydning havde Cavalli bl. a. som Forbedrer a’f
Recitativet. Han arbejdede i denne Sag Haand i Haand med sin store
samtidige, Giacomo Carissimi. Cavalli’s Recitativ er flydende og
vel fraseret Talesang. I det ældre Peri’ske Recitativ findes der
regelmæssigt ved Enden af hver Verslinie anbragt et Hvilepunkt,
som ikke alene sønderlemmer Meningen, men i Længden virker i
høj Grad trættende. Gavalli fraserer ikke mere sit Recitativ i disse
metrisk inddelte Verslinier, men i Sætninger. Den ene Verslinie
glider hos ham umærkeligt over i den anden. Verset opløser sig
i hans Recitativ til fri og ubunden Prosa i ophøjet Stil.
Ypperligt forstaar Cavalli i sit Recitativ at udmale Stemningens Skiften i
lidenskabelige Scener. Medea’s Anraabelse af Orcus’ Aander i Operaen „Giasone”
gaar umiddelbart over i et Recitativ, i hvilket hun snart i bønfaldende, snart i
truende Tone kalder paa Dæmonerne, der tøve med at komme frem. „Alt
ryster jeg denne Svøbe, alt støder jeg Foden mod Jorden”, raaber hun rasende,
men fortsætter saa mere behersket: „Skrækkelige Dæmoner flyver op til mig!”
— Endnu tøve de —; da udbryder hun ude af sig selv: „Jeg kalder altsaa
forgæves paa Eder? Vil denne Larmen og Hvislen ikke lade min Røst trænge ned
i den blinde Afgrund? Fra Cocitos’ Strand byder jeg Eder harmfuld hid for min
Trone; jeg vil have Eder hid! Hvorfor tøve I? Tartarus’ Guder, kom op!
kom op! kom op! kom op!” — Med de aller enkleste Midler fremmaner Cavalli
her en Scene af grufuld dramatisk Kraft. (Se Musikbilag: Medea’s Arie ogj et
Brudstykke af det efterfølgende Recitativ).
Arnbros gør i sin Musikhistorie opmærksom paa den Lighed, der bestaar
mellem Medea’s Arie og Furiescenen i Gluck’s hundrede Aar yngre Opera
„Orfeus”. Ligheden er maaske tilfældig, men umuligt er det ikke. at Gluck,
saaledes som Ambros formoder, i Wien eller Venedig kan have gjort
Bekendtskab med Cavalli’s Værk og af den nævnte Scene kan have ladet sig inspirere
til Furiekoret.
Interessant er det i Cavalli’s Operaer allerede at se Solosangen
tage Magten fra Korsangen. Lagde Florentinerne efter de gamle
Grækeres Eksempel endnu megen Vægt paa Korets Medvirken i
Dramaet, interessere de venetianske Operakomponister sig
gennem-gaaende mest for Solosangen. Det var uden Tvivl Tidens flittige *)
*) Denne Opera var „Xerxes” og ikke, saaledes som nogle Historikere
paa-staa, „Ercole amante”. Paa Titelbladet til sidstnævnte Opera staar der
ganske vist at læse, at „Ercole amante” blev opført ved Ludvig den lides
Bryllup, men i Virkeligheden kom denne Opera først frem i Februar 1662
i Anledning af den franske Kronprins’Fødsel. (Se Ch. Nuitter et Er. Thoinan:
„Les Origines de l’Opéra francjais”).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
