Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den neapolitanske Musik nærmer sig en Forfaldsperiode. Fra at
have været en vægtig Kunst synker den, trods sin indsmigrende
Ynde, gradevis ned til at blive tom og overfladisk.
Allerede Leonardo Vinci (Elev af Greco, født 1690 i strongoli i
Calabrien, død 1731 i Neapel) forener den yngre neapolitanske Skoles
Lyder med dens Dyder. Begavet med en ualmindelig Evne til at
opfinde kønne Melodier erhvervede han sig hurtigt en sjælden
Popularitet. Hans Operaer gjorde Furore overalt, og han sattes
af sine samtidige jævnsides med den neapolitanske Musiks
Stamfader, med den store Alessandro Scarlatti. Dommen over Leonardo
Vinci skulde dog hurtigt modificeres. Kun faa Aar efter hans Død
læser man i Scheibe’s „Critischer Musikus": „En Italiener gentager
Ordene „lo voglio" adskillige Gange og
afbryder vel ogsaa Sangen med Pavser,
før man endnu ved, at han vil — elske.
Han lader sin Helt utallige Gange synge
„alla, alla“, og man faar først efter et
Kvarters Forløb at vide, at han vil sige
„alla vendetta". Leonardo Vinci, en
af de berømteste italienske Komponister,
har meget ofte skejet ud paa denne Maade.
Det er Skade, at denne Mand, som har
saa mange fortrinlige Tanker og Indfald,
ikke i alle sine Værker har taget Fornuften
til Hjælp." Endnu strengere lyder Quanz’s Dom over Leonardo
Vinci i „Versuch einer Anweisung die Flöte travasiére zu spielen" etc.
1752: „Kun synes det at mangle ham (L. Vinci) paa Lyst og
Taalmodighed til den omhyggelige Udbedring af sine Tanker", en,
som man skulde synes, temmelig væsentlig Mangel hos en Mester
med Leonardo Vinci’s Berømmelse.
Sin Tids Yndling var ogsaa Giovanni Battista Pergolese
(født i Jesi ved Ancona i Aaret 1710).
Pergolese blev uddannet i Neapel af Domenico de Matteis,
Gaetano Greco, Francesco Durante og Francesco Feo.
Skønt hans Kunstnerbane alt i alt omfatter fem Aar, hører
han dog ved sine to Hovedværker „La serva padrone" og „Stabat
mater" til Spidserne i den yngre neapolitanske Komponistskole.
Det lille Intermezzo „La serva padrone" er et Mesterværk i den
komiske Operagenre, der kort før denne Tid var bleven kreeret af
Fig. 100. G. B. Pergolese.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
