Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1760. Med denne Opera vandt Piccini Verdensberømmelse. 1 Rom hørte man
i Tredserne i forrige Aarhundrede ikke andet end „Cecchina*. De store og de
smaa Teatre, ja selv de omrejsende Trupper bemægtigede sig Operaen i et Nu.
Alt var i Rom „a la Cecchina*: Værtshuse. Villaer og Klæder. I det Fyrværkeri,
der afbrændtes paa St. Peters Dag, fremstilledes i flere Aar regelmæssigt Scener
af „Cecchina*, mens Musikken spillede Ouverturen *).
„Cecchina* har ogsaa historisk Interesse, for saa vidt som der i den
endelig gøres Brug af en friere Arieform og af en udviklet Finale. Da-Capoformen
(s. ovf.) lindes her for første Gang siden Scarlatti’s Dage overalt, i Arier og
Duetter, erstattet af Ron do formen, i hvilken Hovedmotivet flere Gange vender
tilbage, mens de forbindende Mellemsatser ere behandlede frit. Samtidig
udvides Finalen, der før kun havde været bygget op over ét Hovedmotiv og
be-staaet af en eneste Sats, til en større Scene, sammensat af flere Sætninger og
med hyppigt skiftende Taktbevægelse.
Piccini holdt sig ikke til den komiske Genre alene; ogsaa i Retning af den
alvorlige Opera udviklede han en betydelig Virksomhed, ja hans alvorlige Operaer
udgøre endog Flertallet af hans dramatiske Værker. I musikhistorisk Henseende
have de kun Interesse for saa vidt, som de ere en Del rigere instrumenterede
end de fleste andre Operaer fra samme Tid.
Efter Cecchina-Opførelsen slog Piccini sig for en længere Aarrække ned
i Rom, hvor han en Tid lang var Genstand for alles Hyldest; men saa
vendte Bladet sig. Ligesom Jomelli, saaledes skulde ogsaa Piccini faa Lejlighed
til at føle det italienske Publikums Luner. 1773 udkaarede Romerne en ny
Yndling i Neapolitaneren Pasquale Anfossi, og hermed var det ude med
Piccini’s Triumfer. En af hans Operaer blev udpeben, og han forlod krænket
Rorn for at vende hjem til Neapel, hvor man endnu var ham tro og straks
modtog to ny Operaer med en Begejstring, der næsten mindede om
Cecchina-dagene. Der ventede dog Piccini Kampe af en langt haardere Art end dem,
han havde oplevet i Rom. Han blev 1776 kaldet til Paris for at støtte det
italienske Parti, som der havde dannet sig imod Gluek. De bevægede Aar,
som nu fulgte, ville blive omtalte siden; Kampen mellem Gluck’s og Piccini’s
Tilhængere danner et Hovedblad i Gluck’s Historie og skal derfor ikke foregribes
her. Piccini døde i Paris i Aaret 1800 og ligger begravet i Passy.
Til de fremragende Komponistbegavelser i den yngre
neapolitanske Skole hører ogsaa Antonio Maria Gasparo Sacchini
(født 1735), der samtidig med Piccini modtog sin Uddannelse hos
Durante, og ligesom Anfossi en Tid lang i Rom truede med at
fortrænge Piccini fra sin Æresplads hos det italienske Publikum.
Efter et omflakkende Liv endte Sacchini ligesom Piccini i Paris, hvor haa
blev Gluck’s Beundrer, og ved hans Bortgang optraadle som Mægler mellem
den Gluck’ske og den italienske Operaretning.
Sacchini’s Operaer udmærker sig ikke alene ved en sjælden
smuk Melodi, men ogsaa ved en vis storslaaet, tragisk Patos, som
*) Gustave Desnoiresterres: „Gluck et Piccini*. Paris 1872.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
