Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Koralfantasi. Kirkemelodien findes her lagt ind i et større, af
selvstændige Motiver frit udviklet Tonebillede, der er skabt
under Indtryk af den Stemning, hin har fremkaldt hos Komponisten.
Man ejer i denne Type Forløberen forBach’s senere mægtige Kor al
-kor, hvor Instrumenter i Almindelighed væve Tonebilledet, mens
Sangstemmerne bære Koralen, der stor og fyldig lægger sig over
de malende Instrumentalklange.
Bach ynder i sine Koralforspil meget at føre Koralen kanonisk
gennem flere Stemmer; derimod findes der blandt hans Værker kun faa
Prøver paa den af hans samtidige med Forkærlighed plejede
Koralfuga. Han foretrak som Fugakomponist i Regelen selv at skabe
sine Temaer.
Bach og Fugaen sammenfattes af mange under ét. I alt Fald
er den Antagelse ikke ualmindelig, at Fugaen stod og faldt med
Bach. Den, der kender lidt til Musikkens Udvikling og Historie,
ved dog, at den Bach’ske Fuga har en lang Forhistorie. Som vokal
Musikform havde den som bekendt sit Udspring i Nederlandene
(se ovf.). I Efterligning af den nederlandske fugerede Vokalmusik
skabte de venetianske Orgelmestre, ved- det 17de Aarhundredes
Begyndelse, de fugamæssige Orgelformer: Ricercaren og Canzonen.
Det 17de Aarhundredes flittige Beskæftigelse med
Instrumentalmusikken og den dermed følgende forandrede Anskuelse af Harmoniens
Væsen, fæstnede lidt efter lidt Orgelfugaens Form. Dermed begyndte
man endelig ogsaa at henvende større Opmærksomhed paa
Indholdet. Det blev altsaa heller ikke paa dette Punkt Bach, som gik
i Spidsen. Der findes allerede før hans Tid Orgelkomponister, hvis
Fugaer røbe kunstnerisk Inspiration og altsaa ere mere end
kontrapunktiske Studier. Den Anskuelse, at Fugaen hos Bach’s
Forgængere kun beroede paa en skolemæssig streng Iagttagelse af Reglerne,
og at først Bach indpustede de stive Former Liv, er absolut urigtig1).
Forholdet var netop omvendt; Bach’s Forløbere gave tværtimod i
Almindelighed deres Fantasi altfor frit Spillerum paa Bekostning af
Fonnen. De bandt sig ikke strengt til et bestemt Stemmeantal, og
det konsekvent gennemførte Tema danner hos dem en Undtagelse;
i Almindelighed lader de det ene Tema hyppigt veksle med det
andet; ikke engang Lovene for Temabesvarelsen overholder de logisk.
Det er Bach’s Fortjeneste at have strammet Tøjlerne og gjort Formen
knappere; men samtidig gjorde han sig ogsaa fortjent ved end yderligere
l) Se Spitta: „Uber Johann Seb. Bach“. Musikal. Vortråge. Berlin.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
