- Project Runeberg -  Illustreret Musikhistorie. En fremstilling for nordiske læsere / Første bind /
527

(1897-1905) [MARC] [MARC] Author: Hortense Panum, William Behrend With: Adolf Lindgren, Valentin Wilhelm Hartvig Huitfeldt Siewers
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Handel dennes Elev og motiverede sin Adfærd dermed, at Vennen
ikke passede sine Timer. Fra dette Øjeblik tabte Handel sin Lid
til Mattheson og bestemte ikke mere at ville gaa i hans Ledebaand.

Den 5te December 1704 opførtes Mattheson’s Opera „Cleopatra“,
i hvilken Komponisten selv spillede Helten, Antonius’ Rolle. Händel
dirigerede ved Klavéret. Mattheson, der altid gerne vilde tage alt
det Bifald, han kunde faa, plejede i Almindelighed, umiddelbart efter
Selvmordsscenen i sidste Akt, at begive sig ned i Orkesteret for selv
at dirigere sin Opera til Ende. Da han denne Aften efter Sædvane
indfandt sig og affordrede Händel Dirigentstaven, nægtede hans
fordums Myndling uden videre at vige ham Pladsen og dirigerede roligt
Operaen færdig, mens Mattheson maatte staa ved Siden af til Latter
for alle, som lagde Mærke til det. Ude af sig selv over denne
Krænkelse, fo’r Mattheson efter Forestillingens Afslutning til og gav
Händel en Ørefigen. Händel trak rask sin Kaarde, og det kom paa
offentlig Gade, uden for Teateret, til en Tvekamp, som kunde have
kostet Händel Livet, hvis ikke Mattheson’s Kaarde var sprungen
imod en stor Metalknap i hans Frakke. Den 30te December fulgte
en Forsoningsscene, ved hvilken Mattheson „havde den Ære“, at
beværte Händel hos sig. Derpaa overværede de om Aftenen i
Forening Prøven paa „Almira“ „og blev bedre Venner end nogen
Sinde“, meddeler Mattheson i „Ehrenpforte". Striden blev altsaa
bilagt, men efterlod dog uden Tvivl sine Spor. I alt Fald faar man
Indtrykket af, at Forholdet mellem de to efter denne Tid ikke mere
er det gamle.

Händel havde nu ogsaa befæstet sin Stilling i Hamborg saa
vidt, at han ikke mere trængte til andres Hjælp. Sekundviolinist
var han forlængst hørt op at være. Lejlighedsvis optraadte han nu
som Dirigent ved Operaen. Som debuterende Operakomponist var
Händel i Januar 1705, med Operaen „Almira“, endogsaa ved at
gøre den i Hamborg hidtil næsten enemægtige Reinhard Keiser
Rangen stridig (se ovf. 12te Kapitel). „Almira" opførtes circa tyve
Gange i Træk og fulgtes hurtigt af Håndel’s anden Opera „Nero1*1).
De to Operaer vakte en saadan Opsigt, at Keiser, der som
Operadirektør selv havde bifaldet Operaernes Opførelse, blev urolig for,
at den unge Komponist skulde komme til at fordunkle ham. Hans
Stjerne var i den senere Tid begyndt at dale og han frygtede, ikke
helt uden Grund, for, at hans Rolle var ved at udspilles. 1 stor Hast
x) Partituren til denne Opera er gaaet tabt.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 10:48:14 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ilmusikh/1/0551.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free